Tidligere Bilka-direktør skifter boldgade og indtager Viborg HK

Tidligere marketingdirektør i Bilka Alice Monberg bliver ny bestyrelsesformand i Viborg HK.

Alice Monberg har ledelseserfaring fra Dansk Supermarked, XL-Byg, Lego og Legoland
Alice Monberg har ledelseserfaring fra Dansk Supermarked, XL-Byg, Lego og Legoland
Foto: Viborg HK

Alice Monberg, der tidligere har været ansat både i Lego og Bilka, bliver ny bestyrelsesformand i Viborg HK ApS. Hun tager over efter Jens Jakobsen, der har siddet på posten de seneste 10 måneder.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg ser meget frem til at fortsætte samarbejdet om implementeringen af klubbens nye ambition om at blive verdens grønneste klub. Jeg kan se et stærkt potentiale i at kombinere de sportslige og grønne ambitioner, fortæller Alice Monberg om sine kommende arbejdsopgaver i pressemeddelelsen.

Alice Monberg har tidligere været marketingdirektør i Bilka. Derudover har hun ledelseserfaring fra XL-Byg, Lego og Legoland.

Hun bor til dagligt i Billund og er i dag indehaver af sin egen konsulentvirksomhed. Hendes evner som konsulent har Viborg HK allerede oplevet, da hun det seneste års tid har været tilknyttet klubben. Derudover sad hun for bordenden for Bilka, da Viborg HK tilbage i 2017 indgik et samarbejde med supermarkedskæden om et trøjesponsorat. 

Alice Monberg kommer nu til at indtræde i en klub, som de seneste år har gennemgået adskillige økonomiske kriser. I 2016 valgte den daværende formand Mogens Lindal at trække sig, da det kom frem, at håndboldklubben manglede 3,5 millioner kroner.

Dårlig økonomi var også grunden til, at direktør Henrik Dahl blev smidt på porten i februar sidste år. I dag ser det dog anderledes ud, og Viborg HK-direktør Jørgen Hansen glæder sig nu over den nye bestyrelsesformand.

- Alice har en massiv ledelseserfaring med i bagagen og har en særlig sans for udvikling og at finde nye veje. Det er sundt for en håndboldklub som vores at få et par nye briller på mulighederne, da vi bevæger os indenfor anderledes rammer end de fleste andre virksomheder, lyder det fra Jørgen Hansen i pressemeddelelsen.