29-årig kvinde dør i sammenstød med familiebil

Lørdag aften mistede en 29-årig kvinde livet, da hun kørte ud foran en familie ved Viborg.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En trafikulykke ved Skals nord for Viborg har lørdag aften klokken 19.11 kostet en 29-årig kvinde livet. Det oplyser Carsten Henriksen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Kvinden kommer kørende fra Skals, og da hun skal lave et venstresving ud på hovedvejen, har hun formentlig overset bilen og kører ud foran dem, så de rammer ind i siden på hendes bil, siger vagtchefen.

I den anden bil var en familie med to børn. Ifølge vagtchefen blev de kørt til tjek på skadestuen.

De pårørende til den 29-årige kvinde er underrettet.