Mette fik nok af at høre om Torbens drøm: - Gør det eller ti stille

Det var Torbens drøm, og Mette savnede spænding i hverdagen. Nu ejer de Fur Færgekro på fjerde år.

Ægteparret Mette og Torben Rasmussen driver Fur Færgekro på fjerde år.
Ægteparret Mette og Torben Rasmussen driver Fur Færgekro på fjerde år.
Foto: StoryPark Media

Når man sejler med færgen til Fur og ankommer til øen, er det første, man møder, Fur Færgekro. 

Sådan har det altid været.

De seneste fire år har Mette og Torben Rasmussen drevet den gamle ø-kro.

Gør det eller ti stille!

Det var Torben, der kom på idéen om at overtage kroen.

- Jeg har altid haft et ønske om at blive selvstændig, og så prøvede jeg at overtale min kone og mine børn til at tage det spring her, siger kroejer Torben Rasmussen.

- Torben har nævnt det mange gange, at det kunne være sjovt at købe Fur Færgekro. Og jeg har altid bare tænkt: 'ja, ja, okay', siger medkroejer og Torbens hustru, Mette Rasmussen.

Og en sommeraften på terrassen fik Mette nok af Torbens snak og sagde:

- Enten så gør vi det, eller også er det sidste gang, vi har snakket om det.

Og lige der blev beslutningen taget. Mette og Torben skulle være kroejere.

Dem gamle færgekro er det første, man møder, når man ankommer til Fur.
Dem gamle færgekro er det første, man møder, når man ankommer til Fur.
Foto: StoryPark Media

Fra kro til afholdshjem

Kroen på den lille Limfjords-ø har mere end 100 års gammel historie bag sig.

Først var det en oase for de tilrejsende, som færgemanden møjsommeligt sejlede over i sin robåd.

Senere overtog øens præst kroen og omdannede den til et afholdshjem.

Men i 1971 fik de nye ejere af kroen igen lov til at udskænke alkohol. For øen var nemlig blevet et yndet turistmål.

Akkurat ligesom i dag.

Fur Færgekro, da det var afholdshjem.
Fur Færgekro, da det var afholdshjem.

Slagteren og maskinsnedkeren

Det er ikke Mettes drøm, parret lige nu udlever.

- Men jeg har aldrig nogensinde afvist det. Det var egentligt nemt nok for mig at sige. Og så spurgte vi ungerne, og de syntes også, at det kunne være fedt.

Kromutter Rasmussen.
Kromutter Rasmussen.
Foto: StoryPark Media

Torben er i sin tid uddannet slagter. Mette har aldrig haft foden inden for i restaurationsbranchen. Men det har ikke skræmt dem fra at overtage kroen. Faktisk var det lige det, der skulle til.

- Jeg arbejdede aftenhold som maskinsnedker på en fabrik, så vores liv var kørt i en ring, hvor der var gået for meget hverdag i det. Så det var egentlig også spændingen i at prøve noget nyt, siger Mette Rasmussen.

Krofatter Rasmussen.
Krofatter Rasmussen.
Foto: StoryPark Media

Rygraden og klovnen

Familien Rasmussen har en klar fordeling af arbejdsopgaverne.

Torben tager sig af betjening og kunder.

- Det er kunderne og det at give service. Det udløser et stof i mig. Jeg kan blive helt høj af at gå rundt og mærke, at folk er tilfredse med servicen og maden. Det er Mette, der er rygraden, og jeg går bare og klovner den.

Imens tager Mette sig af maden.

- Jeg gemmer mig helst inde i mit køkken, og jeg kan egentlig godt lide at lave mad. Og det her er jo dansk mad på helt flade fødder, så jeg står ikke og anretter det med en pincet, siger Mette Rasmussen.

Der er god, gammeldags dansk mad på tallerknerne på Fur Færgekro - og rigeligt af det.
Der er god, gammeldags dansk mad på tallerknerne på Fur Færgekro - og rigeligt af det.
Foto: StoryPark Media

Kroparrets tre nu voksne børn bor ikke længere på øen. Men de kommer ofte på besøg og giver en hånd med.

- At have en arbejdsdag på 12-14 timer sammen med vores børn. Det er fedt, siger Torben Rasmussen.

I højsæsonen er der op mod 25 ansatte, og det hele slutter brat i uge 43, når de sidste turister fra efterårsferien har sagt deres farvel.

Fur færgekro
Foto: StoryPark Media

Det handler om at ekspedere kunderne, mens solen stadig skinner. Og mens kræfterne og lysten til at drive kro stadig er der.

- Det er jo fysisk hårdt arbejde. De tidligere ejere havde kroen i 19 år. De var nedslidte, og vi vil gerne af med den igen, inden vi når dertil, siger Mette Rasmussen. 

Men hvornår de to kroejere takker af, er der endnu ikke sat dato på. 

Fur færgekro
Foto: StoryPark Media