Kristian Jensen støtter Støjberg i at vise Muhammed-tegninger

​Venstres næstformand Kristian Jensen erkender nu, at partiet internt er uenige i spørgsmålet om udlændinge og integration.

mokkakrille.jpg
Foto: arkivfoto

Han har ikke delt opslaget. Han har ikke kommenteret det og heller ikke smidt et ’like’ afsted.

- Jeg er ikke inde og like nogen af mine kollegaer i regeringens opslag. Det virker en smule patetisk at like sine kollegaer i stort og småt, siger finansminister og næstformand i Venstre, Kristian Jensen.

Men han er enig. Enig med Inger Støjberg.

Kollegaen i integrations- og udlændingeministeriet satte tirsdag skub i debatten om de berømte og berygtede Muhammed-tegninger, da hun på sin Facebook delte et billede af baggrundsskærmen på sin iPad.

Et billede af Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Opslaget kom som en reaktion på, at Skovgaard Museet i Viborg ikke har ønsket at have tegningerne som en del af en ny udstilling om blasfemi, og Kristian Jensen understreger nu, at han støtter Inger Støjberg.

- Jeg er meget enig med Inger. Jeg er enig i, at de tegninger er en del af den danske debat om blasfemi og ytringsfrihed. Jeg er enig med Inger i, at det er tegninger, som vi ikke skal være bange for at vise, siger Kristian Jensen, der er ugens gæst i talkshowet ’Lippert’.

Ministeren langer samtidig hårdt ud efter museet i Viborg, som ikke ønsker at udstille Muhammed-tegningerne.

- Museet har ikke pligt til det, men deres udstilling bliver mindre interessant. Det trækker ned i værdien – den samfundsmæssige værdi af deres udstilling, siger han.

Krøyers maleri

Dermed tager Venstres kronprins nu et klart standpunkt i en sag, hvor også andre Venstre-folk har givet deres – mindre direkte - besyv med.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortalte tirsdag således til Ritzau:

- Jeg kan bare sige, at jeg er stolt af og glad for, at vi lever i et land, hvor vi i øvrigt har ophævet blasfemiparagraffen, og hvor man gerne må være kritisk også i satire og tegninger over for religiøse symboler.

- Jeg er stolt af at leve i det land. Men det gør ikke, at jeg er synderligt stolt af nogen specielle tegninger frem for andre, lød det fra Løkke.

Og også uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har følt et behov for at kommentere sagen på de sociale medier.

Efter Inger Støjberg tirsdag delte Muhammed-tegningen, delte Søren Pind et billede af P. S. Krøyers berømte maleri ’Sommeraften ved Skagen Sønderstrand’.

Og billedet blev onsdag fulgt op af en række korte budskaber:

- Man bliver simpelthen nødt til at skelne mellem stor kunst og friheden til at ytre sig. Blot fordi man ytrer sig, er det ikke stor kunst.

- Kunne jeg drømme om at åbne et museum med et kors badet i urin. Nej ikke på vilkår. Vil jeg forsvare retten til at udstille, hvad man vil. Ja, skriver Søren Pind blandt andet.

Nej, vi er ikke enige i Venstre

I talkshowet ’Lippert’ erkender Venstres næstformand, at der er uenighed i Venstre, når det kommer til spørgsmål om udlændinge og integration.

- Der er da masser uenigheder i Venstre, men prøv lige at hør. Venstre er da et parti, hvor vi diskuterer lystigt. Og heldigvis for det, siger Kristian Jensen.

Men jeg regnede bare med, at Venstre vidste, hvor I ville hen med udlændingepolitikken?

- Det gør vi også. Vi har et fantastisk godt oplæg fra 2014, der stadig er grundlagt: Danmark for dem, som kan og vil – og lukket for dem, som ikke vil. Og vi skal sørge for, at begge to arbejder i harmoni med hinanden, siger Kristian Jensen.

- Og jeg vil meget hellere være medlem af et parti, hvor der er højt til loftet og langt til døren, end et parti, hvor alle skal rette ind efter, hvad én har sagt.

Fra tegninger til krise

Kurt Westergaards Muhammed-tegninger blev verdenskendt, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 valgte at bringe dem som en illustration til en artikel om selvcensur og ytringsfrihed. Tegningerne skabte vrede reaktioner fra muslimer – i Danmark såvel som udlandet – og i flere muslimske lande opstod der voldsomme demonstrationer.

Desuden endte den såkaldte Muhammed-krise ifølge erhvervslivet med at koste Danmark hele 1,7 milliarder kroner, da danske varer blandt andet blev boykottet.

Men trods tidligere voldsomme reaktioner skal man ikke være bange for at vise tegningerne, fastholder Kristian Jensen.

- Om man kan lide det eller ej, så er de en del af vores samfundsmæssige arv, siger han.

Se hele interviewet med Kristian Jensen i ’Lippert’ onsdag klokken 18.20 på TV 2 News eller på TV 2 Play.