Direktør forlader havn efter kort tid

Henrik Carstensen har sagt sit job som havnedirektør i Hanstholm Havn op. Han fratræder øjeblikkeligt til fordel for et nyt job.

231015Havnedir.jpg

Direktøren for Hanstholm Havn, Henrik Carstensen, forlader sin stilling for en lignende stilling i Grenå Havn A/S.

Henrik Carstensen blev ansat i marts i år, og den nu tidligere havnedirektør i Hanstholm, når dermed kun godt et halvt år i stolen.

Hovedopgaven var at sætte en ambitiøs vækstplan i værk. Bestyrelsesformanden for Hanstholm Havn, Martin Vestergaard, understeger, at arbejdet med at vende havnens negative udvikling fortsætter.

- Nu skal vi på jagt efter en ny direktør, og den proces kan tage tid, for vi skal sikre den helt rette profil, der kan eksekvere den ambitiøse forretningsplan, siger Martin Vestergaard.

Forventer overskud

Hanstholm Havn forventer at præsentere et overskud allerede i år, efter sidste års underskud på 40,7 millioner kroner efter et oprydningsarbejde i havnens økonomi.

- Driften og økonomien i den eksisterende havn udvikler sig godt, og vi kan se frem til at afslutte et særdeles tilfredsstillende år. Henrik Carstensens fratrædelse får ingen betydning for den forventning. Derfor fastholder vi naturligvis også planerne om tocifrede millioninvesteringer i den eksisterende havn allerede i 2016 - både for at øge landingerne af fisk og styrke serviceindustrien, siger Martin Vestergaard.

Tidligere direktør bliver konstitueret

Torben Juul-Olsen vender tilbage i direktør-rollen på havnen, hvor han bliver konstitueret formand fra mandag d. 26. oktober 2015.

"Vi er i bestyrelsen og medarbejdergruppen meget glade for, at Torben Juul-Olsen har takket ja til stillingen som konstitueret direktør. Jeg kender dels Torben fra hans tidligere arbejde som direktør for havnen, og dels fra hans tidligere stilling som teknisk direktør i kommunen, og jeg ved, at han er en værdsat kollega i Hanstholm," siger Lene Kjelgaard Jensen, der er borgmester i Thisted Kommune og næstformand i Hanstholm Havn.

Henrik Carstensen tager over efter Birgitte Juhl, der i august sidste år blev bortvist for at gå bag bestyrelsens ryg. Der blev senere indgået et forlig i den sag.