Vikarudgifter vælter Gødstrups budget: Nu søger man flere vikarer

Akutklinikken i Lemvig har sendt personale til Gødstrup, så vagtplanen kunne gå op uden vikarer. Nu har klinikken selv brug for vikarer, så den kan åbne igen.

Akutklinikken ligger i Sundhedshuset i Lemvig. Det har været lukket siden 1. juli på grund af personalerokeringer.
Akutklinikken ligger i Sundhedshuset i Lemvig. Det har været lukket siden 1. juli på grund af personalerokeringer.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Vikarer er en nødvendighed i Lemvig, hvis akutklinikken skal åbne igen.

Klinikken, der hører under Regionshospitalet Gødstrup, er nemlig ikke åbnet 15. august som aftalt. Inden sommerferien blev personalet nemlig sendt til Gødstrup, for at dække vagtplanen ind, så man undgik at bruge vikarer.

Men nu er vikarer en nødvendighed i Lemvig.

Og det er vel at mærke i en periode, hvor supersygehuset forventer et årligt underskud på 50 millioner kroner. En del af dét underskud skyldes netop store udgifter til vikardækning, da hospitalet har svært ved at rekruttere og fastholde fastansatte.

Derfor står vikarposten nu til at vokse. 

- Vi har vedvarende stillingsopslag ude. Vi arbejder hver eneste dag på at rekruttere personale. Når det viser sig, at der ikke er nok, så bliver man nødt til at finde vikarer eller frivilligt ekstraarbejde blandt de nuværende ansatte, siger Poul Michaelsen, der er hospitalsdirektør ved Regionshospitalet Gødstrup.

Regionsrådet i Region Midtjylland har krævet, at hospitalet skal gøre sit yderste for at få akutklinikken i Lemvig op at køre igen.

- Derfor gør vi vores yderste. Vi kigger på forskellige tiltag, herunder vikardækningen. Vi vil rigtig gerne finde andre måder, langsigtede måder at bemande på, fortæller hospitalsdirektøren.

Problemer med at finde arbejdskraft

Poul Michaelsen kan ikke fortælle præcis, hvad der skal gøres for at tiltrække fastansatte, men ledelsen ønsker at finde en løsning, understreger han.

Regionshospitalet Gødstrup er dog udfordret af den lave arbejdsløshed blandt sygeplejersker.

Poul Michaelsen håber på, at akutklinikken i Lemvig kan åbne inden længe.
Poul Michaelsen håber på, at akutklinikken i Lemvig kan åbne inden længe.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

- En del af de vikarer, vi bruger, er sygeplejesker og andre faggrupper, som i forvejen har et job. Det betyder, at de ikke har mulighed for at fastansætte sig hos os.

Kan du forstå, at brugen af vikarer lyder som en håbløs måde at løse udfordringer på, hvis det blot skaber nye udfordringer?

- Det kan jeg ikke. Vi ansætter vikarer, fordi vi mangler folk. Det er ikke fordi, vi synes, det er den bedste løsning. Det er fordi, at det er en nødvendighed.

Hospitalsdirektøren kan ikke oplyse, hvornår de forventer, at akutklinikken i Lemvig genåbner.

- Så hurtigt som muligt, lyder meldingen.