Akutklinik ikke åbnet som planlagt: - Det er tillidsbrud af værste skuffe

Mandag skulle akutklinikken i Lemvig være åbnet efter sommerferien. Men på grund af personalemangel er det ikke sket.

2:16
Regionsrådsmedlem Bent Graversen er skuffet over, at Lemvigs akutklinik fortsat holder lukket.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Akutklinikken i Lemvig har været lukket siden sommerferien. Mandag skulle den igen have slået dørene op for at hjælpe de lokale med mindre skader.

Men det er ikke sket – til borgmesterens store fortrydelse.

- Det er jeg rigtig skuffet over. Jeg har ventet i mange år på, at vi kunne få den akutfunktion op og køre, som vi blev lovet, da man etablerede Gødstrup. Og da vi så endelig kunne få den åbnet, så lukkede den igen, siger borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm (V).

Inden sommerferien blev alle akutafdelingens sygeplejersker sendt til Gødstrup for at redde vagtplanen der, og klinikken måtte derfor lukke.

Siden har problemet kun vokset sig større. Alene den seneste måned har otte sygeplejersker sagt op, og det er der, forklaringen på den manglende genåbning skal findes, lyder det fra hospitalsdirektøren.

- Jeg synes, det er brandærgerligt, at vi ikke er i stand til at åbne op, som vi havde aftalt med regionsrådet. Men vi har vurderet, at vi skaber den bedste løsning for borgerne samlet set i vores område ved at samle kræfterne, som vi nu gør, siger Poul Michaelsen.

Men den forklaring køber det lokale regionsrådsmedlem i Lemvig ikke.

- Vi fik fast håndslag på, at det ville ske, og at det nærmest ikke kunne undgås, at den blev åbnet, for så var der andre, der skulle stå for skud. Så det her er jo tillidsbrud og aftalebrud af værste skuffe, siger Bent Graversen (V).

Lokale er frustrerede

På gågaden i Lemvig er der tydelig frustration over den lukkede klinik.

- Jeg synes, det er en skam. Det sundhedshus skal op og køre igen, så der er nogle faste læger her, det har vi ikke ret meget af, siger Johnni Hertz.

- Det er en katastrofe for at sige det mildt. Vi skal have ansat nogle folk, siger Holger Friis.

- Jeg synes, det betyder alt, at der er et sted, man kan smutte ind, hvis der er noget, så man ikke skal køre alt for langt, siger Karen Thorup.

Både Bent Graversen og Erik Flyvholm håber på, at der kan findes en løsning, så akutklinikken kan komme op i omdrejninger.

- Lemvig akutafdeling er jo en del af forudsætningen for Gødstrup. Så selvfølgelig skal den åbnes, og det skal ske hurtigst muligt, og det skulle jo ske i dag.

- Jeg vil gerne, at man i Regionsrådet beslutter at åbne akutafdelingen her i Lemvig, og at vi får det op at køre permanent, så vi kan rulle det ud og få det til at vokse.

Forretningsudvalget i Regionen Midtjylland har nu pålagt hospitalsledelsen at undersøge alle muligheder for at genåbne akutklinikken.