Tøfting ude på ’kongeetapen’: - Kommer til at stå lige så skarpt som til VM i 2002

Stig Tøfting er på vej til Herning – på gåben. TV MIDTVEST fangede fodboldkommentatoren i vandreskoene i Silkeborg fredag.

01:21

Med huen trukket godt nedover ørerne er han på vej mod Herning i december-kulden, Stig Tøfting.

For med et tabt væddemål i bagagen har fodboldkommentatoren været nødsaget til at trække i vandreskoene og gå til FC Midtjyllands hjemmekamp mod AGF søndag.

Læs også Brand på MCH Arena lukker lounges søndag

80 kilometer i alt fra bopælen i Viby fordelt på tre dages gang torsdag, fredag og søndag.

- Det er ’Stigminoen’. En ny rute, vi lige har opfundet fra Viby til Herning, lyder det fra Stig Tøfting, da TV MIDTVEST finder ham vandrende rundt i Silkeborg.

- Caminoen kan man heller ikke gå på én dag, så den skal deles op. Det gør vi også her. Det er kongeetapen, jeg er ude på i dag – 40 kilometer. Jeg gik 26 kilometer i går.

- Kommer til at stå skarpt

Stig Tøfting fik bragt sig selv på glat is i forbindelse med kommenteringen af FC Midtjyllands kamp mod Brøndby i søndags.

Læs også FCM-fanbus ramt af stor sten på motorvejen

Her proklamerede han, at han ville bringe kampbolden til Herning til fods, hvis midtjyderne slog Brøndby i udebanekampen.

Nu er Tøfting så godt i gang med gåturen - med kampbolden i rygsækken. 

- Jeg fortryder sgu ikke noget. Det er en del af den verden, jeg beskæftiger mig med, at man tør sætte noget på spil.

- Det her er en super idé. Det er win-win. Når jeg er færdig med at lave kampen på søndag, står jeg lige så skarpt, som da vi var til VM i 2002 i Japan og Korea – med sixpack og det hele. Så det kører, lyder det fra Stig Tøfting.

Fans klar med forplejning

På vej mod fredagens destination, torvet i Ikast, har opmuntrende Tøfting-fans dagen igennem stået klar på ruten for at støtte fodboldkommentatoren med rigelige mængder forplejning.  

00:43

Stig Tøfting får forplejning på ruten.  Video: Dan Sørensen, TV MIDTVEST

Luk video

- Folk holder mig ind og er skide søde. Det forsinker mig en lille smule, men de kommer med sodavand, kakaomælk og chokoladebarer og alt muligt.

- Det næste de kunne komme med var et løbehjul. Det ville være godt. Mit ene knæ og mit baglår har haft det bedre, lad mig sige det sådan. Men det er der ikke noget at gøre ved. Det er bare fremad, griner Tøfting.

Stig Tøfting regner med at være i Ikast fredag ved 17-tiden. Resten af ruten mod Herning tilbagelægger han søndag, hvor der er kampstart mellem FC Midtjylland og AGF klokken 18.00.