Folk valfarter til fitnesscenter – holder åbent uden at bryde restriktioner

Det skaber stor glæde, at et fitnesscenter i Silkeborg har fundet en måde at holde åbent på - hvor alle coronarestriktioner bliver overholdt.

Bjørn Skovgaard Lerche er indehaver af Fitness Performance Silkeborg, der er rykket ud.
Bjørn Skovgaard Lerche er indehaver af Fitness Performance Silkeborg, der er rykket ud.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Høj puls og tunge vægte er normalt noget, der hører sig til i et fitnesscenter, men under coronanedlukningen er fitnesscentrene lukket. Alligevel er det muligt at få sved på panden i Silkeborg – og det benytter danskere fra hele landet sig af.

Det er fitnesscenteret Fitness Performance Silkeborg, der har taget de tunge vægte og flyttet dem udenfor. Her har indehaver Bjørn Skovgaard Lerche sat hegn op, så der ikke bliver flere samlet, end der må.

- Jeg har fundet en gylden vej igennem alle de gråzoner, som der nu engang er, og som vi også har været ramt af, fordi jeg har prøvet at søge om, hvad der har været muligt. Og der er vi endt op med en god løsning, hvor politiet har været inde over – både de og jeg har haft jurister med inde over – så nu har vi en ben-sektion for sig selv, vi har en skulder- og bryst-sektion og vi har en form for rygtræning.

- Det er hegnet ind, så vi er blevet et lille abebur hver for sig med separat indgang til alle steder, forklarer han.

Det er ikke første gang, at Bjørn Skovgaard Lerche gør det i udendørs træning.

For under den første nedlukning, hvor hans fitnesscenter også blev lukket, havde han stor succes med at tage udstyret med ud, så det var en logisk løsning for ham at gøre det igen.

- Jeg har valgt fra i sommer, hvor jeg har rigtig gode erfaringer med at tage udstyret med ud, at gøre det til et udendørs træningscenter i stedet for. På den måde handler det ikke kun om at komme ud at løbe, bruge egen kropsvægt eller elastikker, som er meget brugt lige nu, men så man stadig kan belaste muskelgrupperne på en anden måde, siger indehaveren.

Folk kommer fra hele landet

I det udendørs fitnesscenter kommer der både folk, der bare gerne vil holde sig i form, og folk, der ønsker at gøre lidt mere ud af sin træning.

Anders Jakobsen fra Herning hører til den sidste gruppe. Han har valgt at gøre den halve time til Silkeborg for at løfte vægtene.

- Det gør jeg, fordi jeg var begyndt på min konkurrencediæt inden lockdown. Jeg skal stille op i en konkurrence, og så manglede jeg et sted at lave styrketræning, som er en del af det at stille op. Så det er egentlig for at holde mig selv i form, siger han om valget.

Men det handler ikke kun om at få den fysiske del med for ham.

For Anders Jakobsen, der er studerende, et det en del af hans identitet.

- Det betyder enormt meget, for under første lockdown havde jeg ikke noget sted at træne. Det havde stor påvirkning på mit humør, fordi jeg spiser og træner meget, og når det bliver taget fra en, har man lige pludselig ikke noget sted at være. Det er derfor, det er dejligt, at der er sådan et sted som her, hvor man kan være, lyder det fra ham.

Anders Jakobsen træner i Silkeborg, selvom han bor i Herning, fordi det er hans eneste mulighed.
Anders Jakobsen træner i Silkeborg, selvom han bor i Herning, fordi det er hans eneste mulighed.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Herningenseren er langt fra den eneste, der kører en lidt længere tur for at få lov til at løfte nogle vægte.

I det nu udendørs fitness center i Silkeborg kommer der folk fra hele landet, forklarer indehaveren.

- 10-15 procent af de 300, der er her i løbet af en uge, er fra Silkeborg. De resterende er fra Sønderborg, Fredericia, Kolding, Vejle, Horsens, Aarhus, Randers, Holstebro, Herning, Skjern, Viborg, Aalborg og Hjørring endda. Det er en passion for dem, siger han.

Mellem jul og nytår kom der også folk fra København. Her bad Bjørn Skovgaard Lerche dem om at fremvise en negativ coronatest for at være på den sikre side. Da de havde gjort det, var centeret også åbent for dem.

Kommet for at blive

Under den seneste nedlukning havde Fitness Performance i Silkeborg også åbent udendørs, men en enkelt gang blev indehaveren nødt til at lukke ned, fordi nogle mente, at han overtrådte forsamlingsforbuddet.

Fordi der var tvivl om, hvad han måtte og ikke måtte, snakkede han med politiet, så alt kunne komme på det rene.

- Jeg startede en dialog med politiet, hvor jeg bad dem om at finde ud af helt præcis, hvad jeg ikke måtte. For hvis de havde det, måtte de også have regler for, hvad jeg så måtte. Det krævede, at de havde jurister inde over, og det har de haft. Så de sagde, at det ville se godt ud, hvis jeg afskærmede, så så alt hammergodt ud. Det har vi så gjort, siger Bjørn Skovgaard Lerche.

Selvom det kun er på grund af coronapandemien, at han har rykket sit udstyr ud, er han ikke i tvivl om, at træning under åben himmel er kommet for at blive.

- Jeg er slet ikke i tvivl. For mig er det et tilvalg til det, jeg laver i forvejen. Det er 100 procent sikkert endda. Jeg kommer ikke til at fjerne det, jeg kommer bare til at gøre, så der er flere muligheder – både inde og ude, forklarer han.

Indehaveren er blevet spurgt, om han ikke kunne holde sit nuværende setup åbent til og med september. Det er spørgsmål som dette, der gør, at han ser en fremtid for udendørs træning.