Gøende hund førte redningsfolk til bevidstløs kvinde: Var faldet fem meter ned i slugt

En kvinde er kørt på sygehuset efter at være fundet bevidstløs i et skovområde ved Silkeborg. En gøende hund gjorde en forbipasserende opmærksom på, at der lå en bevidstløs kvinde i skoven.

En 78-årig kvinde blev reddet op fra en slugt ved siden af en skovsti i Balle.
En 78-årig kvinde blev reddet op fra en slugt ved siden af en skovsti i Balle.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Ambulance, politi- og brandbiler blev tirsdag middag kaldt ud til en redningsaktion i et skovområde ved Dalvejen i Balle, nord for Silkeborg. En forbipasserende havde fundet en bevidstløs kvinde.

- Kvinden lå ved siden af stien nede i en slags skovslugt, der var fem meter dyb, og hun var ikke kontaktbar, forklarer Andreas S. Jørgensen, der var indsatsleder for Midtjysk Brand & Redning i skoven.

Det var kvindens hund, der gjorde en forbipasserende opmærksom på, at der var noget galt, da den gøede kraftigt ved sin ejermand.

- Det var godt, at hunden var til stede, så der kunne komme hjælp. Da vi først var fremme, kunne vi forholdsvist let hjælpe ambulancefolkene med at få kvinden reddet op, siger Andreas S. Jørgensen.

Ifølge indsatslederen blev kvinden kørt til sygehuset med ambulance, mens politiet tog hunden med sig.

Politiet oplyser, at kvinden er 78 år. Hun er stadig indlagt.

Det var i et skovområde ved Dalvejen i Balle, hvor en gøende hund fik tilkaldt hjælp til sin ejer.