Ringkøbing Håndbold vinder over tophold

Det var noget af en lettelse for Ringkøbing Håndbold, da holdet vandt over topholdet Nykøbing Falster på hjemmebane søndag. Kampen endte 36-32.

2:28
Det var en lettet Jane Mejlvang, der efter kampen var i højt humør.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Det var en god start for håndboldkvinderne i Ringkøbing Håndbold i det nye år.

Kvinderne slog nemlig topholdet Nykøbing Falster med 36-32 på hjemmebanen i Green Sports Arena.

Og derfor var det en glad Jane Mejlvang, der kunne ånde lettet op efter dagens kamp.

- Det er superdejligt, og så endda mod et hold som Nykøbing Falster. Vi spiller noget rigtig godt håndbold, og så var det fedt at mærke, at vi kunne følge med i en hel kamp, siger spilleren.

Ringkøbing Håndbold rykkede sidste år op i landets bedste række, men ligaen har vist sig at være svær for kvinderne.

Derfor var det noget af en overraskelse, at de søndag vandt med fire mål.

Livsvigtige point

Ifølge træneren, Jesper Holmris, er kampens resultater vigtige for klubben.

- Det er livsvigtige point for os, og vi har jo ikke så mange sejrer i den her sæson, så der er højt humør i omklædningsrummet, siger han.

Ringkøbing Håndbold har nu otte point.

Næste kamp er onsdag på udebane mod Viborg HK. Men Viborg HK er ramt af corona, så det er endnu uvist, om kampen afvikles.