Arbejdsulykke i Tarm: Betonvæg kollapset over person

Mandag skred dele af en betonvæg sammen og fastklemte en person på Tarm Varmeværk. Manden er nu fløjet til Skejby.

Manden arbejdede i en udgravning på Tarm Varmeværk på Tværvej, da en del af en betonvæg faldt ned over ham.
Manden arbejdede i en udgravning på Tarm Varmeværk på Tværvej, da en del af en betonvæg faldt ned over ham.
Foto: Øxenholt foto

Mandag kort før middag blev en person fastklemt, da en betonklods faldt ned over ham.

Manden arbejdede i en udgravning på Tarm Varmeværk på Tværvej, da en del af en betonvæg faldt ned over ham.

Politiet oplyser, at manden var ved bevidsthed, da de nåede frem. 

- Han var kvæstet som følge af ulykken og havde skader på underkroppen. Derfor blev han fløjet med helikopter til sygehuset i Skejby, fortæller Allan Riis, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi løftede betonklodsen op, så vi kunne trække ham fri, og så tog ambulancen over, siger Jan Johnsen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest.

Han vurderer, at betonklodsen var seks meter lang og en meter bred.

Politiet oplyser, at ulykken betragtes som en arbejdsulykke, og derfor skal Arbejdstilsynet undersøge stedet tirsdag.

Mandens pårørende er underrettet.