Fremgang: Næsten alle patienter med hoved-halskræft behandles til tiden i Region Midtjylland

Der er ros fra Kræftens Bekæmpelse til Region Midtjylland på baggrund af nye tal, som viser en positiv udvikling i regionen for behandlingen af patienter med hoved-halskræft.

(arkivfoto).
(arkivfoto).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Trods corona og et presset sundhedsvæsen bliver næsten alle patienter med hoved-halskræft opereret til tiden i Region Midtjylland. 

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

I regionen blev patienter med hoved-halskræft opereret inden for den lægeligt begrundede maksimale forløbstid i 92 procent af tilfældene. Det viser en opgørelse over fjerde kvartal i 2021. 

- Med det flotte resultat for hoved-halskræft lever Region Midtjylland op til målet om de 90 procent for i hvert fald operationer for denne kræftform. Det er opmuntrende, siger Kirsten Halskov Madsen, formand for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg i Region Midtjylland.

Klar fremgang

Forløbstiden er fastsat i kræftpakkerne og er for hoved-halskræft på 28 dage. Det skal sikre, at patienterne kommer i behandling hurtigt.

Den havde Region Midtjylland lidt udfordringer med i første kvartal sidste år. 

Her var det kun 69 procent af behandlingsforløbene gennemført til tiden, mens det i tredje kvartal var 76 pct. 

Men i perioden oktober til december var tallet oppe på 92 procent for de 35 patienter, der blev opereret i det sidste kvartal af 2021.

Ser man på det samlede billede, altså behandlingsforløbene inden for alle kræftformer, blev 83 procent af alle forløb i regionen gennemført inden for den lægefagligt begrundede tidsfrist ifølge de nye tal.

Regionerne har et fælles mål om, at 90 procent af alle kræftforløb skal overholde tidsfristen.