Risiko for skybrud i aften: - Det er usædvanligt tidligt

Fra klokken 20 i aften til søndag formiddag er der risiko for skybrud

Skybruddene kan ramme i hele Jylland og dele af Fyn.
Skybruddene kan ramme i hele Jylland og dele af Fyn.
Grafik: DMI

Jylland og det vestlige Fyn kan lørdag aften og natten til søndag blive ramt af skybrud og torden, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Det gælder også i Midt- og Vestjylland.

Meteorologerne har udsendt en såkaldt risikomelding, der gælder fra lørdag aften klokken 20 til søndag formiddag klokken 9.

Hvis der bliver registreret skybrud, vil det være usædvanligt tidligt på året, siger vagtchef Pernille Hansen.

- Skybrudssæsonen begynder normalt først til maj. Så hvis vi ender med skybrud, vil det være højst usædvanligt, siger hun.

En varmefront er ifølge meteorologen på vej over landet, og på bagsiden af fronten er der lidt varmere og mere fugtigt vejr.

- Det giver gode betingelser for byger, der kan blive ret kraftige, lokalt med torden og skybrud, siger Pernille Hansen.

Skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time. Når der falder meget regn på kort tid, kan det give oversvømmelse af kældre, veje og lavtliggende områder. Det er endnu usikkert, hvor kraftige bygerne bliver, og præcist hvor de kommer til at falde.

- Det er sikkert, at der kommer kraftige byger, men om det lige præcist rammer skybrudskriteriet er sværere at forudse, siger Pernille Hansen.

Hvis man vil undgå at blive "fanget" i et skybrud, lyder de gode råd fra DMI således:

- Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig, skriver DMI.