Politidirektør: Mere nærpoliti bliver en gevinst

Politidirektøren i Midt- og Vestjyllands Politi er begejstret for justitsministerens nye udspil, der skal bringe politiet tættere på borgerne.

02:12

Her kan du høre politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, sætte ord på justitsministerens udspil. Video: Interview: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Regeringens planer om at få politiet tættere på borgerne vil blive en gevinst for Midt- og Vestjylland.

Læs også Pape med nyt udspil: Politiet skal tættere på borgerne

Det fortæller politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, efter justitsminister Søren Pape Poulsens (K) præsentation af udspillet ”Nærhed og tryghed” i Viborg mandag formiddag.

- Vi bygger videre på de gode erfaringer, vi har. Vi kan vise åbenhed og orientere om, hvad der foregår i politiet.

- Nu prioriterer man betjente til det præventive, nærhed og tryghed, og jeg tror, det bliver rigtigt godt, lyder det fra Jens Kaasgaard.  

Flere lokale betjente skal sikre tryghed

Politidirektøren deltog selv i pressemødet i Viborg, og planen er, at borgere i de mindre lokalsamfund skal føle sig tryggere fremover.

Det skal 150 ekstra lokale betjente på landsplan og nye mobile politistationer blandt andet være med til at sikre.

Samtidig betyder udspillet, at Midt- og Vestjyllands Politi opretter en ny afdeling, der har fokus på alt fra forebyggelse, foredrag og inddragelse af borgerne.

Læs også Politisk enighed om at flytte betjente ud i nærområder

Afdelingen kommer til at bestå af omkring 25 mand, lyder det fra politidirektøren.

Risikerer man ikke, at politiet bliver endnu mere presset?

- Vi vil altid gå ind og kigge på, om det giver mening, når der kommer henvendelser. Men det er noget, vi vil prioritere, og vi samler det hele i en ny afdeling, der dedikeret kan arbejde med de her ting.

- Vi får dels tilført nogle folk i forbindelse med de her 150, som bliver delt ud på landsplan, og så vil vi samle nogle af de folk, vi har i forvejen, så det bliver lidt mere slagkraftigt, siger Jens Kaasgaard.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi Jens Kaasgaard ved præsentationen af udspillet "Nærhed og tryghed" i Viborg. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

- Borgerne kommer til at se deres politi

Justitsminister Søren Pape Poulsen ser ikke udspillet som en tilbagevenden til den klassiske, nære landbetjent, som mange måske husker fra før politireformen i 2007.

Det skal nærmere opfattes som en videreudvikling, forklarer ministeren.  

- Nu kommer man rundt til endnu flere byer. Det kan være, man er nogle timer i Aulum, og så kører man til Ulfborg bagefter, og er der i nogle timer. Borgerne kommer hen og taler med politiet, så man føler, der er nærhed. Og politiet kan så tage det med, som borgerne kommer med. Så jeg synes sådan set, det er en videreudvikling.

- Borgerne kommer i langt højere grad til at se deres politi. Politiet kommer rundt i mindre bysamfund, og møder borgerne og taler med dem, så man ikke føler, det kun er i forbindelse med udrykning, man ser sit politi, siger Søren Pape Poulsen.

Midt- og Vestjyllands Politi vil også ansætte en borgerrådgiver, der skal hjælpe borgere med at navigere i systemet.

Det indeholder regeringens politi-udspil

Udspillet indeholder i alt 14 initiativer fordelt på to områder: Øget synlighed og bedre service til borgerne.

Otte initiativer skal gøre det lokale politi mere synligt:
1. Styrkelse af det lokale politiarbejde
2. Flere mobile politistationer
3. Tryghedsopfølgning
4. Bestil en betjent
5. Målrettet tryghedspatruljering
6. Styrket fokus på responstider
7. Mere service og betjening i politiuddannelsen
8. Evaluering af erfaringerne med kredsråd

Seks initiativer skal sikre bedre service fra politiet til borgerne
1. Borgerrådgivere
2. Bedre hjælp til ofre
3. Bedre service på 112 og 114
4. Bedre online service og tilgængelighed
5. Fokus på korrekt registrering af borgernes henvendelser
6. Løbende og systematisk opfølgning på klage

Kilde: Justitsministeriet