Skilsmisse slog Allan ud af kurs: Mandeterapi blev hans redning

Otte uger med otte mænd hjalp Allan Andersen ud af sin livskrise.

Da Allan Andersen blev skilt søgte han hjælp i en frivillig mandegruppe. Det hjalp ham godt igennem krisen.
Da Allan Andersen blev skilt søgte han hjælp i en frivillig mandegruppe. Det hjalp ham godt igennem krisen.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

Fyringer, skilsmisser og dødsfald er nogle af de livskriser, som kan slå alle folk ud, men det kniber især mænd at håndtere sådanne situationer. Det kender Allan Andersen fra Lemvig til, men modsat mange andre, var han klar til at række ud efter hjælp.

For to år siden var han nemlig nytilflytter og nyskilt, og var godt klar over, at han nemt kunne ende i ensomhed, hvis ikke han tog sagen i egen hånd.

- Lige da jeg stod i skilsmissen tænkte jeg jo ikke så klart, det var først noget, der kom hen ad vejen, man skal finde sine ben og stå på, og så skal man finde ud af, hvad gør man nu. Og jeg har det jo sådan, at det ikke nytter og sidde og klynke af det her, siger Allan Andersen.

Derfor takkede Allan Andersen ja til at komme med i mandegruppen Kom Videre Mand. Gruppen er et slags forløb, der er arrangeret af Frivillighuset i Lemvig, hvor otte mænd mødes i otte uger. Gruppen bliver kørt på frivillig basis, og det koster ikke noget at deltage, hvilket betyder, at man ikke bliver en klient - hver mand skal i stedet finde sin egen løsning.

- Ingen bryder sig om at få råd. Ham, der har skoen på, ved, hvor den trykker, siger Ole Sørensen, der er frivillig mødeleder i Kom Videre Mand i Lemvig.

Kvinderåd – nej tak

Kurset udspringer fra Mandecenteret i København, som har udviklet otte-otte-terapien. Lige nu er der tilfældigvis otte steder, hvor mænd kan få den form for hjælpende hånd uden for det kommunale system. Ifølge frivillighuset er det vigtigt, at hjælpen til mænd forbliver uden om kommunen.

- Fordi hvem er det, der sidder med sundhedsfremme og forebyggelse i mange kommuner? Det er kvinder. Og nogle gange så bliver det kvindesnak, siger Jørgen Krogh, der er daglig leder i Frivilligcenter Lemvig.

Allan Andersen er et levende eksempel på, at kurset hjælper, når man først er med, men den største opgave ligger i, i første omgang at få mændene til at melde sig.

- Det letteste for mænd det er at blive derhjemme, så det kræver mod at turde at tage skridtet, siger Jørgen Krogh.

For Allan Andersen har hjælpen i mandegruppen været så stor, at han selv har meldt sig som frivillig mødeleder, så han nu kan vise vejen for andre mænd i krise.

Psst... Sidder du og overvejer, om det der mandeterapi er noget for dig, så skulle vi hilse og sige, at der til møderne altid er kage og kaffe på kanden - så kom bare afsted.

2:30
Mænd er ikke gode til at tackle livskriser. men nu er der hjælp at få.