Håndboldklubber kan komme til at lide i den nye sæson - Vi taler om at tabe 100.000 kroner pr. hjemmekamp

Et forsamlingsforbud på 500 mennesker presser danske håndboldklubber frem mod sæsonstart.

John Mikkelsen har siddet som direktør for TTH Holstebro siden 2016. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at coronapandemien har haft store økonomiske konsekvenser for det danske samfund. Det gælder også inden for dansk elitehåndbold, og selvom den normal, vi kendte til før Covid-19, så småt er begyndt at indtræffe flere og flere steder, så har den verdensomspændende pandemi stadig kløerne godt og grundigt i danske håndboldklubber.

Hvis vi ikke kan få mere end de her 500 mennesker ind til håndbold, så taber vi noget økonomi hver eneste gang, vi spiller.

John Mikkelsen, Direktør, TTH Holstebro

Det er nemlig i øjeblikket kun tilladt at lukke maksimalt 500 tilskuere ind for at overvære en håndboldkamp, og hvis det ikke bliver hævet inden sæsonstart den 1. september, så kommer det til at koste dyrt for klubberne, fortæller direktør i TTH Holstebro, John Mikkelsen.

- Det får store konsekvenser for os. Vi mister rigtig mange penge, og det gør håndbolden som helhed også. Vi taler om at tabe omkring 100.000 kroner pr. hjemmekamp, og derfor håber vi jo, at vi får hævet vores forsamlingsantal.

Læs også Skjern-boss: Coronakrisen har øget håndboldens værdi

Onsdag kom det frem, at Statens Serum Institut nu fraråder de danske politikere at genåbne Danmark yderligere på grund af det nuværende smittetryk. Det var en nyhed, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på direktør i Divisionsforeningen, Thomas Christensen, da han vurderer, at den nyhed kan komme til at koste branchen dyrt.

Det fortæller han til Jyllands-Posten.

- Det vil koste dansk elitehåndbold et sted mellem 300-400 millioner kroner i tabte indtægter, hvis vi i denne sæson skal spille ligakampe med en begrænsning på maksimalt 500 tilskuere. Det er dybt alvorligt, fortæller Thomas Christensen til avisen.

Læs også Udskyde studiet eller droppe drømmen? Corona tvinger unge atleter til at tage svære beslutninger

- Vi kan godt håndtere 2000 tilskuere

Direktøren i TTH Holstebro fortæller, at han håber at kunne lukke mindst 50 procent af tilskuerkapaciteten ind, når den nye sæson starter i september. Han mener i hvert fald ikke, at den nuværende situation er holdbar.

- Hvis vi ikke kan få mere end de her 500 mennesker ind til håndbold, så taber vi noget økonomi hver eneste gang, vi spiller, og vi får også et produkt, som ikke er så attraktivt for vores samarbejdspartnere og sponsorer. Derfor kan vi ikke tilbyde det, som meget håndbold bygger på, fortæller TTH-direktør John Mikkelsen.

TTH Holstebro spiller til dagligt sine hjemmekampe i Gråkjær Arena med plads til 3.250 tilskuere. I den nye sæson skal den i første omgang i brug den 9. september, hvor Holstebro-holdet spiller hjemme imod Mors-Thy Håndbold. Her håber direktøren på væsentlig færre tomme sædder, end det på nuværende tidspunkt ser ud til.

- Jeg kan godt forstå, at man er meget varsom med at samle mange mennesker, men der har været mange gode eksempler på, at sporten - specielt Superligaen i fodbold - kan få mange mennesker ind og håndtere det. TTH Holstebro og andre klubber har allerede nu vist, at vi godt kan håndtere at samle mennesker med afstand. Vi overholder alle de retningslinjer, der er fra myndighederne, så vi kan godt håndtere at have 1000, 1500, eller 2000 mennesker i Gråkjær Arena. Jeg synes, det er vigtigt, at man adskiller arenaerne fra hinanden, fortæller John Mikkelsen.

03:01

Elitehåndbolden kommer under massivt pres, hvis kampene i den kommende sæson skal spilles med maksimalt 500 tilskuere.

Luk video