Falsk alarm på efterskolen: Ny prøve frifinder elev for corona

Elev på Staby Efterskole blev testet positiv i en lyntest. Nu har den mere sikre PCR-test fastslået, at hun ikke er smittet med corona.

Efter vinterens nedlukning vendte eleverne i mandags tilbage til Staby Efterskole.
Efter vinterens nedlukning vendte eleverne i mandags tilbage til Staby Efterskole.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Staby Efterskole ved Ulfborg er alligevel ikke ramt af corona.

Tirsdag blev en af skolens elever testet positiv i en lyntest, som foregår ved podning gennem næsen. Men den opfølgende og mere sikre PCR-test, som foregår i svælget, har vist, at der var tale om falsk alarm

Pigen var altså ikke smittet, og nu kan hun og de 13 andre elever, der blev betragtet som hendes nære kontakter, atter vende tilbage til skolen, oplyser forstander Anders Boll Mikkelsen til TV MIDTVEST.

- Jeg fik beskeden tidligt i morges. Vi er er meget glade og glæder os til at få vores elever tilbage, siger forstanderen.

Midt i glæden peger han dog også på, at systemet med lyntest rummer nogle problemstillinger, man bliver nødt til at tage alvorligt.

- Det er selvfølgelig noget skidt, at man kan få et forkert resultat. Vi bliver ikke de eneste, der bliver ramt af det her, og jeg synes, at man helt har glemt at tale om sikkerheden i de her test, siger Anders Boll Mikkelsen.

Eleverne er nervøse for test

Efterskolerne i Vestjylland og Nordjylland har som et led i genåbningen fået lov til at åbne igen på flere betingelser - blandt andet at eleverne lyn-testes to gange om ugen. 

Eleverne i Staby skal testes igen i morgen fredag.

- Nogle af eleverne er helt sikre nervøse ved at blive testet, for det vil ikke være sjovt at være den, der er skyld i, at nogen må sendes hjem. Vi har nu nogen elever, vi skal have samlet op på, så de kan komme i gang med deres efterskoleliv igen.

- Vi er meget taknemmelige for, at vi har fået lov til at åbne igen og vil gøre alt for at have styr på sikkerheden. Men jeg synes, at man kan stille spørgsmål ved, om vi tester på den rigtige måde. Jeg er ikke ekspert, men var det bedre at lade eleverne teste én gang om ugen med en PCR-test, spørger Anders Boll Mikkelsen.

Staby Efterskole har omkring 180 elever. Efter vinterens nedlukning kom de tilbage til skolen mandag, og dagen efter kom så beskeden om, at en af eleverne var testet positiv. Et resultat, der altså viste sig at være forkert.

0:51
Mindre end et døgn efter genåbningen af efterskolerne, blev en elev testet positiv for Covid-19 på Staby Efterskole.