Det genåbnede Holstebro Museum fortæller danmarkshistorie på vestjysk

Efter flere års ombygning kunne Holstebro Museum lørdag slå dørene op til et helt nyt museum, der i højere grad skal fortælle danmarkshistorien på vestjysk.

Det har kostet 51 millioner kroner og har været i gang siden 2017, men nu står det endeligt færdigt. Holstebro Museum har været igennem en større ombygning, og lørdag var dagen så kommet, hvor det nye museum skulle vises frem.

quoteVi er jo lige så stor en del af danmarkshistorien som resten af Danmark.

Ann Bodilsen, Museumsinspektør, Holstebro Museum

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde lidt sommerfugle i maven, fortalte Ann Bodilsen, der er museumsinspektør, forud for lørdagens indvielse.

Museet har siden ombygningen startede været lukket land for besøgende. Nu er det så åbnet op igen, og det er sket med den helt nye udstilling ´Det eventyrlige loft´. Udstillingen har til formål at genfortælle danmarkshistorien med vestjyske briller.

- Grundtanken er, at vi rigtig gerne vil åbne os op for de mennesker, der bor her på egnen. Vi er jo lige så stor en del af danmarkshistorien som resten af Danmark. Jeg synes stadigvæk, at det at vise de ægte genstande kan noget i sig selv. Men at få det sat i nogen andre rammer, gør, at vi måske kan nå bredere ud, fortæller museumsinspektøren.

Det nye Holstebro Museum har en ambition om at få 30.000 gæster i løbet af det første år. Nogle af dem, der havde lagt vejen forbi på åbningsdagen, havde da heller ikke svært ved at dele museumsinspektørens begejstring for det nye museum.

- Det ser fantastisk ud. Jeg er stolt af at være her, fortalte Thyge Bach fra Holstebro.

- Den måde, det er lavet på, fortæller det på en meget spændende måde, synes jeg. Det er ikke et kedeligt museum, det er et spændende museum, fortalte Eva Zickert fra Holstebro.

Foruden de to mødte blandt andre borgmester i Holstebro Kommune også op til indvielsen.

Efter flere års ombygning kunne Holstebo Museum i dag slå dørene op til et helt nyt museum, der i højere grad skal fortælle danmarkshistorien på vestjysk

Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Kultur.