Egetæpper fyrer: Det er black monday

Egetæpper i Herning afskediger mandag 25 medarbejdere. Coronasituationen og udløbet af regeringens hjælpepakker spiller en afgørende rolle.

Egetæpper i Herning må sige farvel til knap 10% af de ansatte i Herning.
Egetæpper i Herning må sige farvel til knap 10% af de ansatte i Herning.
Foto: Egetæpper

25 medarbejdere fra Egetæpper i Herning skal se sig om efter nyt arbejde. Mandag måtte tæppeproducenten afskedige knap ti procent af de ansatte i Herning.

Udløbet af hjælpepakkerne, der gjorde det muligt at have medarbejdere på lønkompensation, er afgørende for timingen. 

- Jeg vil kalde det black monday. Det har været utrolig tungt, siger administrerende direktør, John Vestergaard. 

Hjælpen kom alt for sent

Antallet af afskedigelser hos Ege svarer til det antal medarbejdere, der henover sommeren har været sendt hjem på lønkompensation.

-  Det er ikke nødvendigvis de samme medarbejdere. Vi har noget naturlig afgang i løbet af efteråret, så vi har ikke afskediget så mange, som vi har haft ude (på lønkompensation red.).  Men når vi når slutningen af året, så svarer det til samme antal som dem, der har været ude, forklarer John Vestergaard.  

Natten til mandag landede en ny trepartsaftale, der skulle afbøde flere fyringer som resultat af den verdensomspændende corona-pandemi. Aftalen skal give mulighed for at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at fyre folk. Men det er i følge Ege-direktøren en postgang eller to for sent til at gøre en forskel. 

- Jeg får en sms klokken 02 i nat, om at en ordning er faldet på plads. Det er alt, alt for sent, til at vi kan reagere. Vi kender ikke indholdet af pakkerne. Det kan sagtens være, hvis vi skulle blive tvunget til at kigge på det senere på året, at vi så kan få gavn af ordningen, men det er simpelthen kommet for sent, siger John Vestergaard. 

Han sammenligner faldet i omsætning med det fald Egetæpper oplevede under finanskrisen.  

- Da vi under finanskrisen blev ramt af den økonomiske afmatning havde vi et fald på cirka 25 procent på to år. Nu har vi det samme bare på én måned. Det er drastisk.

- Halvdelen af vores kunder er hoteller, casinoer, krydstogskibe og den slags.  Vi har en tilbagegang på 25procent, og vi kan ikke se, at det ændrer sig over de kommende måneder. Kunne vi se det, kunne vi ikke finde på at afskedige dygtige medarbejder, siger John Mogensen.

- Vi skal nok komme på den anden side af det her. Det ved vi, og vi ved også godt, at vi kommer stærkt igen, men det var en tung dag i dag, siger den administrerende direktør.