Jobbank får stor opbakning: Camilla skiftede guidelivet ud med hjemmeplejen

Efter Covid-19 kom til Midt- og Vestjylland valgte Holstebro Kommune at oprette jobbanken, hvor de søger afløsere til hjemmepleje og børn og unge området.

Sydens sol og et guidejob på Rhodos er byttet ud med sommer i Danmark og et vikariat på Plejecenter Mellemtoft.
Sydens sol og et guidejob på Rhodos er byttet ud med sommer i Danmark og et vikariat på Plejecenter Mellemtoft.
Foto: Holstebro Kommune

Et guidejob på den græske ø Rhodos blev skiftet ud med en stilling som vikar på Plejecenter Mellemtoft for Camilla Mogensen.

Hun er blot én af 632 personer, der har tilmeldt sig Holstebro Kommunes jobbank under coronakrisen. Jobbanken skal sikre, at man kan opretholde den nødvendige bemanding på social- og sundhedsområdet og børn- og ungeområdet. 

- Jeg kan jo desværre ikke arbejde som guide lige nu, så jeg synes, det var en rigtig god mulighed, at jeg kunne tilmelde jobbanken, så jeg ikke bare skulle gå hjemme og lave ingenting, siger Camilla Mogensen.

Hun havde fået tilbudt et guidejob fra midten april og frem til efteråret, men corona fik sat en stopper for den plan.

Siden hun i 2018 afsluttede STX i Holstebro har hun arbejdet som guide, men i gymnasietiden havde hun været afløser i hjemmeplejen i Holstebro.

Derfor besluttede hun at melde sig til jobbanken. 

- Jeg frygtede faktisk, at jeg kom ud til kaos i hjemmeplejen, men det var der slet ikke. Alt gik stille og roligt. Og fordi det var et kendt arbejdsområde, jeg kom til, foreslog jeg, at jeg kastede mig ud i det og så spurgte, hvis der var noget, jeg var i tvivl om, fortæller Camilla Mogensen.

Hun opfordre alle, der har mod på det, til at melde sig til jobbanken som afløser.

Mange tilmeldte

I kommunen har de allerede mange tilmeldte. I skrivende stund har 350 meldt sig klar i jobbanken på social- og sundhedsområdet, og der står 282 på listen til børn- og ungeområdet.

- Jeg er så glad for, at så mange har tilmeldt sig jobbanken, så vi har haft mulighed for at holde den rigtige bemanding i for eksempel hjemmeplejen. Jeg ser det både som et udtryk for samfundssind, og fordi vi kan tilbyde jobs i en sektor, hvor man virkelig kan gøre en forskel, siger Lone Becker Kjærgaard, der er direktør i Social og Sundhed i Holstebro Kommune.

Hun vil gerne sige en stor tak til alle dem, der træder til og hjælper i en tid, hvor hverdagen er meget anderledes, end den plejer.

- Det har betydet så meget for os, at det nærmest er væltet ind med tilmeldinger. Det har skabt en tryghed, fordi vi ved, at vi har et godt fundament, hvis vi for eksempel bliver ramt af sygemeldinger, uddyber Lone Becker Kjærgaard.

Direktøren i Social og Sundhed kan glæde sig over, at der har været så stor tilslutning til jobbanken, at der nu er god dækning til de forskellige personalegrupper.