Laveste i ti år: Vestjylland har færrest tomme kontorer

Der er gang i erhvervshjulene efter finanskrisen, og det ses også på antallet af ledige kontorlokaler i Vestjylland, der er det laveste i over ti år.

Danmarks største portal for erhvervslokaler, Ejendomstorvet, oplever det laveste antal ledige kontorlokaler i Vestjylland i over 10 år.
Danmarks største portal for erhvervslokaler, Ejendomstorvet, oplever det laveste antal ledige kontorlokaler i Vestjylland i over 10 år.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

En opgørelse af otte midt- og vestjyske kommuners ledige kontorlokaler viser, at landsdelen har den laveste tomgang for kontorer i hele landet. Det er Danmarks største portal for erhvervslokaler, Ejendomstorvet, der har opgjort tallene.

- I Vestjylland er blot 3,6 procent af kontorlokalerne udbudt til leje eller sat til salg – det er den laveste andel siden slutningen af 2008. På landsplan er tomgangen næsten syv procent, og Vestjylland har nu overtaget førstepladsen fra Østsjælland blandt de ti landsdele, vi løbende samler data fra, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig hos Ejendomstorvet.dk, der er ejet af landets ejendomsmæglere.

På landsplan er knap 3.500 kontorer udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 142 lokaler ligger i de otte kommuner i Vestjylland, flest i Herning med 42 og Viborg med 33. Derefter følger Ikast-Brande med 21, Holstebro med 17 og Skive med 15. I Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern er det aktuelle udbud mere begrænset med 6, 5 og 3 kontorlokaler.

Flere årsager til vestjysk førertrøje

Før finanskrisen var tomgangen for kontorlokaler i Vestjylland nede på to-en-halv til tre procent, men blev mere end fordoblet på få år. Da det så værst ud i 2012, var tomgangen oppe på 7,3 procent. Siden har især opsvinget fyldt mange kontorer jævnt over regionen, fortæller to erhvervsmæglere.

- Vi ser både nye virksomheder, der kommer til området, og især eksisterende virksomheder, som har brug for mere plads. I øjeblikket gælder det især en del netbaserede firmaer og iværksættervirksomheder, der flytter ud af de offentlige væksthuse. For eksempel har vi lige hjulpet en lille virksomhed med fem ansatte med et lejemål på 200-300 kvadratmeter her i Herning, siger Ib Stampe, partner i Home Erhverv Midt- og Vestjylland.

Både Herning og Viborg nyder samtidig godt af en fremgang i indbyggertallet.

- Viborg er et vækstområde med stigende indbyggertal og med fremgang bredt i erhvervslivet. Byen har også fået en del statslige arbejdspladser, for eksempel over 200 job i Nævnenes Hus. Desuden er en del ældre kontorlokaler omdannet til boliger, siger Morten Lundhøj, partner i Nordicals – det tidligere Nybolig Erhverv – i Viborg og Skive.