Vestjyder holder fast i efterløn

Borgere i vestjyske kommuner holder længere fast i efterlønnen end resten af landet, skriver Ugebrevet A4.

Smaapenge_i_haand.jpg

- Efterløn er ved at blive en form for regionalstøtte for folk i de områder, hvor arbejdsløsheden er størst, siger professor ved institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen.

Udtalelsen falder ovenpå en analyse som Ugeberevet A4 har lavet med nye tal fra Danmarks statistik. Analysen viser, at der i Thisted, Morsø og Ringkøbing-Skjern Kommuner er et langt mindre fald i antallet af efterlønnere end sammenlignet med landsgennemsnittet. I Thisted er der kun 9% færre efterlønnere siden 2007. I Morsø er det 10% og i Ringkøbing-Skjern er det 15%. I den anden ende af skalaen er det de nordsjællandske kommuner der trækker landsgennemsnittet op på 25% i samme periode.

Hårdt arbejdsliv

- I Thisted Kommune er der en større andel af faglærte og ufaglærte arbejdere, som har haft lavere indkomst, et hårdere arbejdsliv, og derfor har de haft brug for efterlønnen, siger chefanalytiker Jonas Schytz Juul.

I Thisted Kommune er de største arbejdspladser; kommunen, sygehuset og svineslagteriet Tican.

- Hvis man skærer den lidt skarpt, kan man stille det sådan op: I Østdanmark er folk bedre uddannede, de tjener mere, de lever længere. Og det er grunden til, at de i højere grad har et frit valg, end man har i Vestjylland, siger Per H. Jensen