Vandplan presser landmænd

Den nye vand- og miljøplan, der blev præsenteret i dag, skal gavne miljøet, men betyder flere restriktioner og regler for landmændene.

Området ved Limfjorden skal ifølge den nye vand- og miljøplan reducere mere end et ton kvælstof om året. Men for landmændene kan det skabe ekstra udgifter og opgaver.

- I den situation vi er i lige nu, så er det ikke lige det, vi har behov for, siger Claus Clausen, formand for Landboforeningen Limfjord.

Landmand Erik Ringgaard (billedet) fra Skive er omgivet af åer og vandløb.

Den nye vand- og miljøplan pålægger ham at ændre afstanden fra mark til sø eller vandløb fra to til 10 meter.

- Det svarer cirka til 3,5 hektar jord, jeg skal tage ud af produktion, og jeg ikke må køre gylle på, så jeg skal have fundet noget andet jord. Jeg kommer også til at mangle jord til produktion af grovfoder til mine dyr, siger landmand Erik Ringgaard.

Den nye plan betyder også, at der ikke må pløjes i efteråret, og at der skal plantes efterafgrøder til at opsamle kvælstof.