Årets Forskerskole: Thisted Gymnasium vinder prisen og 100.000 kroner

Thisted Gymnasium modtager prisen som Årets Forskerskole for dets fokus på de naturvidenskabelige fag både på og uden for gymnasiet. Med prisen følger 100.000 kroner.

Rektor for Thisted Gymnasium modtager prisen som Årets Forskerksole 2019 og en præmie på 100.000 kroner. Foto: Privat

Thisted Gymnasium har tirsdag eftermiddag modtaget prisen som Årets Forskerskole i forbindelse med Unge Forskere-finalen i København. 

Dygtige lærere, der brænder for deres fag, det er afgørende.

Søren Christensen, Rektor, Thisted Gymnasium

- Jeg er jo mega stolt over mine lærere og det, de tilbyder vores elever. Jeg kan se i dagligdagen, hvor godt det fungerer, så det er dejligt, at det bliver anerkendt. Det er vi virkelig glade for, siger en stolt Søren Christensen, der er rektor på Thisted Gymnasium. 

Læs også Industrien skriger på naturvidenskabelig arbejdskraft

Prisen gives af Hempel-DTU, som hvert år anerkender to almene eller tekniske gymnasier - et vest og et øst for Storebælt - som har gjort eller gerne vil gøre en særlig indsats for at styrke undervisningen i de såkaldte STEM-fag. STEM er forkortelsen for de naturvidenskabelige fags engelske navne; Science, Technology, Engineering og Mathematics.

- Hvor man tidligere har kigget meget på det enkelte fag, så er mine lærere bare gode til at gå sammen og lave samspil mellem fagene. De inspirerer hinanden, og det smitter. De tager initivativ til samarbejde med folkeskoler og folkeskoleelever, og det får dem til at fastholde interessen, siger Søren Christensen og uddyber:

- Vores lærere bliver også inspireret fra universiteterne. Det er det, der bærer frugt. Dygtige lærere - der brænder for deres fag - det er afgørende, fastslår han.  

Læs motivationen for prisen her:

Thisted Gymnasium – stx og hf samarbejder med lokale folkeskoler, for eksempel igennem talentprogrammet Unge Forskere, Naturvidenskabsfestival og Naturfagsmaraton, hvor gymnasiets egne elever i høj grad inddrages og fungerer som vejledere og undervisere. Desuden har gymnasiet en lang række aktiviteter og talentpleje for skolens elever.

 

Kilde: Hempel-DTU

Samarbejde med folkeskoler

Elever på Thisted Gymnasium har blandt andet samarbejdet med elever fra 9. klasse på den lokale folkeskole i Hurup om fælles naturvidenskabelige projekter og arrangementer.

I den forbindelse udnævner Hempel-DTU også årets grundskolelærer, og det blev Jane Vie Christensen 
fra Hurup Skole, der modtager en præmie på 10.000 kroner. 

Læs også Sprang direkte fra 5. til 8. klasse: Nu har han vundet stor forskningspris

Om hende uddyber prisuddelerne:

- Jane har med begejstring og gåpåmod arbejdet med Unge Forskere. Hurup Skole har inspireret med aktiviteter, der med Unge Forskere som ramme, har sat fokus på at understøtte arbejdet med naturfag og udfoldet konkurrencens muligheder i en regional sammenhæng ved blandt andet at inddrage det lokale gymnasium. 

Årets grundskolelærer blev Jane Vie Christensen fra Hurup Skole. Foto: Orla Poulsen, privatfoto

Thisted Gymnasiums rektor anerkender også det gode samarbejde med grundskolerne i Thy.

- Det er så super. De er jo ligesom en af vores egne. Vi arbejder jo tæt sammen og har talentelever. Det er dejligt, at de også bliver anerkendt på den måde, siger Søren Christensen. 

Med titlen følger en præmie på 100.000 kroner. Halvdelen skal gå til et naturvidenskabeligt apparatur til undervisningen på gymnasiet, og den anden halvdel til afholdelse af et event på gymnasiet.