Rutinetjek førte til narkofangst i Skive

En 20-årig mand fra Skive er anholdt, efter politiet fandt store mængder kokain på ham.

Et rutinetjek førte til fundet af narko i salgsposer. Arkivfoto.

Kort efter kl. 01 standsede en patruljebil et mistænksomt køretøj i Skive. Og hurtigt viste det sig, at mistanken var berettiget. 

- I bilen sad en 20-årig mandling passager, der er i besiddelse af noget kokain, som er fordelt i små salgsposer, forklarer Erik Kristensen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Ikke til eget forbrug

Fundet fik politiet til at ransage den unge mands adresse. Også her var der gevinst.

- Betjentene fandt endnu mere kokain og i øvrigt et salgsregnskab, lyder det fra vagtchefen, der derfor ikke mener, at der kan være tale om narko til eget forbrug.

Lokalpoliriet i Skive oplyser, at der i alt blev fundet 47 gram kokain.

Den 20-årige mand sidder nu anholdt i Skive. Jurister skal i dag vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.