Priske bliver træner i FCM

Indstiller karrieren for at blive en del af træner-teamet i FC Midtjylland.

Brian Priske vender tilbage til FC Midtjylland - men denne gang sker det ikke for at forstærke den midtjyske defensiv, Priske skal nemlig være en del af klubbens trænerteam.

Den 34-årige nordjyde begynder i FCM den 6. juli og skal arbejde tæt sammen med cheftræner Glen Riddersholm og assistenttræner Rene Andersen. Priske har valgt at indstille sin aktive karriere og bliver løst af sin kontrakt med norske IK Start et år før tid.

Brian Priske spillede i efteråret 2010 17 kampe for midtjyderne, som dengang lejede ham i Vejle, og i en pressemeddelse siger han selv, at han havde et fantastisk halvt år i klubben.

Tilbage på skolebænken

- Jeg kender klubben og menneskene omkring holdet, og jeg glæder mig til at blive en del af teamet. Jeg er grøn i trænergerningen, men ser frem til at komme tilbage på skolebænken. Og så har en lang karriere jo også givet mig en lang række erfaringer, som jeg kan trække på, siger Brian Priske.

Torsdag den 7. juli tager Brian Priske med truppen til Tyskland, hvor der venter en træningskamp mod bundesligaklubben Werder Bremen.