Thisted budget: Der tilføres 9,4 millioner kroner mere til social- og sundhedsområdet

Fokus på stabilitet i driften, udvikling i velfærden og stærkere fokus på grøn omstilling, i nyt budget vedtaget tirsdag aften.

Fokus på stabilitet i driften, udvikling i velfærden og stærkere fokus på grøn omstilling. Det er hovedtrækkene i det budget, kommunalbestyrelsen vedtog tirsdag aften.

I samarbejde med TV2 Nord

Tirsdag aften vedtog Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune budgettet for 2020.

Der er fokus på langsigtet udvikling af kernevelfærden på både social- og sundhedsområdet og på børne- og familieområdet. Desuden er der fastholdt er anlægsprogram, der understøtter både kernevelfærden og fritidslivet i Thisted Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelse.

Derfor fokuserer budgettet for 2020 på at investere i social- og sundhedsområdet, samtidig med der skal ses nærmere på, hvordan opgaverne på området kan løses endnu bedre i årene fremover. Det sker, fordi demografien, eller befolkningssammensætningen, i Thisted Kommune ændrer sig.

Helt konkret betyder det, at social- og sundhedsområdet bliver tilført 9,4 mio. kr. i 2020, samtidig med at der skal ses nærmere på udviklingen af området i årene derefter.

På børne- og familieområdet ændrer demografien sig også. Der vil på lang sigt være et faldende børnetal. Derfor vil forligskredsen imødese denne udvikling ved også her at se på, hvordan ressourcerne kan anvendes endnu bedre, og for at styrke serviceniveauet i skole- og dagtilbud.

Hovedtallene for det samlede budgetforslag. Tallene er inklusive Social- og Indenrigsministeriets endelige udmelding om tilskud og lån, men eksklusive ændringsforslagene fra Kommunalbestyrelsens medlemmer. Kilde: thisted.dk

Grøn omstilling

Der er en politisk ambition om et øget fokus på grøn omstilling i Thisted Kommune, i forhold til energi, ressourcer, fødevarer og øvrige forbrugsvarer.

Det gælder også genanvendelse, og her har Thisted Kommune etableret genbrugspladser i Hanstholm og Thisted efter en standard, som giver mulighed for adgang døgnet rundt, hele ugen - en standard, som understøtter strategien om fremtidig genanvendelse. Derfor skal der planlægges en ny genbrugsplads i Hurup, som forventes at kunne tages i brug i starten af 2021.

Måske nye boliger på havnen

Derudover skal der ses på muligheder for en anden anvendelse af inderhavnen i Thisted til eksempelvis boliger, erhverv og rekreativt område. Borgere og virksomheder bliver inddraget i arbejdet.

Læs også Budgettet er på plads i Region Nordjylland: Thisted får en akutlægebil