På trods af regnvejr: Jorden er knastør

Efter en lang periode med tørvejr er der nu faldet få millimeter regn. Men det gør altså ikke den store forskel på tørkeindekset, som er tårnhøjt for årstiden.

Jorden er usædvanlig tør for årstiden, og der skal mere end nogle få milimeters regn til at rette op på det.
Jorden er usædvanlig tør for årstiden, og der skal mere end nogle få milimeters regn til at rette op på det.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Efter en varm og tør påske er flere midt- og vestjyder onsdag stået op til en våd morgen. 

I løbet af aftenen og natten er der ifølge DMI faldet mellem en og fire millimeter regn, men det er langt fra nok til at gøre noget ved den knastørre jord. 

- Det er markant tørrere end normalt. Der mangler virkelig meget vand i jorden lige nu, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Siden den 19. marts er der på landsplan faldet 6,4 millimeter regn, og med 289 solskinstimer i samme periode, ender vi med en usædvanlig tør jord.

I påsken steg tørkeindekset to procent til 8,9. Sidste år var tallet tre, og året før var det helt nede på en.

Når tørkeindekset er nul, er jorden mættet med vand. Det er normalværdien for 1. marts. Ved et rundt nul er der vand svarende til 100 millimeter nedbør i jorden.

Når indekset er oppe på 8,9, svarer det til, at der er fordampet vand svarende til 89 millimeter nedbør.

- Hvis du hælder ti liter vand ud på en kvadratmeter, så står vandet i en højde på ti millimeter. Det betyder, at du skal hælde 89 liter vand pr. kvadratmeter, hvis jorden skal mættes. Det svarer til 44.500 liter vand for en villahave på 500 kvadratmeter, forklarer Thomas Mørk.

Derfor gør det heller ikke den store forskel, at der i det seneste døgn er faldet mellem en og fire millimeter regn. 

Tørkeindeksen var tårnhøjt tirsdag, inden der faldt regn.
Tørkeindeksen var tårnhøjt tirsdag, inden der faldt regn.
Foto: DMI

Frø har svært ved at spire

Den tørre jord er for alvor noget, der kan mærkes ude i de danske villahaver. Det fortæller haveeksperten Jesper Carl Corfitzen fra Bolius.

- Rigtig mange har fået sig en overraskelse, når de har sat spaden i jorden her i påsken. Den er meget mere tør, end man normalt vil kunne forvente, siger han.

Og hvis folk sammenligner deres have med sidste år, vil de se, at haven ikke er ligeså grøn. Selvom alting er begyndt at springe ud, kommer der meget mindre op af den tørre jord. Har man sået græs, vil der stort set ikke komme noget op for øjeblikket.

Vinden gør tørken værre

Forklaringen er den meget lave regnmængde, men også vinden er med til at udtørre haverne.

Vinden øger fordampning, når den hele tiden trækker luften og dermed planternes fordampning væk over dem.

Vinden og den manglende nedbør gør, at jorden skorper op, hvilket gør det svært for planterne at slå rod og optage vand og næring, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

De fleste haver ligger i sagens natur i villakvarterer, hvor der normalt ikke er store træer til at skærme mod vinden.

Mere læ og efterårsprojekter

På langt sigt vil Jesper Carl Corfitzen foreslå, at der bliver plantet flere træer, der kan skabe mere læ, og at folk i højere grad får spredt deres haveprojekter ud over hele året. Mange planter er bedre at plante i efteråret, så de gradvist kan få fæste og være klar til vækst i foråret.

Men her og nu kræver haven vand og næring.

- Man skal ud og vande, og så skal man have noget jordforbedring med. Det kan for eksempel være kompost fra genbrugsstationen. Det handler om af få en masse organisk materiale ud og ligge på jorden, siger han.

Holder på fugten og giver næring til jorden

Komposten svarer til at have visne blade liggende oven på jorden. De holder på fugten og lader nærringstofferne sive ned, mens de formulder.

Folk med meget små haver i form af altankasser har tilsvarende og i realiteten ofte større problemer. Hvis ikke de vander stort set dagligt, kan deres planter hurtigt gå til i det nuværende tørre og blæsende vejr.

- De kan også sprede et par centimeter kompost som toplag i deres krukker. Det binder vandet bedre end den spagnumbaserede pottemuld, så krukkerne ikke tørrer helt så hurtigt ud, og det vil også være en stor fordel, hvis de kan skaffe lidt mere læ på altanerne, lyder det fra Jesper Carl Corfitzen.

Afbrænding tilladt

Selvom det hele er knastørt, er der endnu ikke udstedt afbrændingsforbud i nogen af landets kommuner. Det er altså både tilladt at grille, tænde bål og bruge ukrudtsbrændere. Det fortæller Ulrik Brandt fra Beredskabsstyrelsen, der overvåger situationen nøje.

Han råder dog haveejerne til at vise ekstra agtpågivenhed, mens det er så tørt som lige nu.

- Vi kan selvfølgelig håbe på, at der kommer rigtig meget regn, men man skal være opmærksom på, at det tager enormt lang tid, før naturen er vædet op, og der skal ikke ret mange tørkedage til, før vi er tilbage i samme situation igen.

Blæsten gør, at gnister kan blive ført langt væk, og ligger der for eksempel en tør plantage eller anden brandfarlig bevoksning inden for en gnists blæseafstand fra haven, kan det udvikle sig til en naturbrand.

- Når det er så tørt, og det blæser, som det gør nu, er der meget større risiko for brandspredning. Det er en rigtig dårlig cocktail. Jeg vil anbefale, at man vælger et andet tidspunkt at gøre det på, siger han.