Ny drejning i Abdalla-sag: Erkender sig skyldig i ni nye forhold

Danny Abdalla er tiltalt for 36 nye forhold. Foto: Claus Bech / Scanpix

Ny drejning i Abdalla-sag: Erkender sig skyldig i ni nye forhold

Danny Abdalla erkender sig nu skyldig i ialt 12 tiltaler ud af de 36 mod ham.

På den 13. retsdag mod den tidligere bandeleder Danny Abdalla har sagen taget en ny og uventet drejning. Mandagens retmøde er startet med, at Abdallas forsvarer har bedt om, at hans klient kan få lov til at ændre stilling til en række forhold.

Danny Abdalla, der tidligere har nægtet sig skyldig i 33 ud af de 36 forhold, han er tiltalt for, erkender sig nu også skyldig i anklageskriftets første ni forhold. 

- Jeg har besluttet at lægge kortene på bordet, for der har været mange løgne i den her sag, lyder det fra Danny Abdalla, der forklarer, at han nu vil tage sin straf for de ting, han har gjort, og komme videre.

Læs også Stort optrin i Abdalla-sag: Vidne lagt i håndjern i retten

Tilståelserne drejer sig om om de forhold, der vedrører skyderier i blandt andet Vildsund sidste år. Her er Danny Abdalla tiltalt for at have instrueret en anden tiltalt i, hvordan han skulle skyde mod en ejendom. Derudover han er han blandt andet tiltalt for våbenbesiddelse samt hærvæk mod en bil, som han skulle have skudt ind gennem bagruden af. 

Danny Abdalla har nu erkendt sig skyldig i, i alt 12 forhold ud af 36. Helt fra sagens start har han erkendt at have kørt bil uden førerret samt at have haft mobiltelefon to gange, mens han sad i arresten. 

Læs også Skyderi i Vildsund: Det er ikke første gang

Overblik over sagen

Danny Abdalla har vedkendt sig, at han har været leder af banden ved navnet "Den Internationale Klub", og det er i forbindelse med denne klub, at hans forhold til Nord- og Vestjylland begynder i august 2016. 

Dengang annoncerede han på Facebook, at han og 35 af "hans soldater" var rykket til en landejendom mellem Hurup og Bedsted i Thy.

Klubben er kendt for narkohandel og vold, og den har haft klubber i både Aalborg og Esbjerg. Under den nuværende retssag har Danny Abdalla nægtet, at klubben skulle have kriminelle foretagender, og han har i stedet forklaret, at klubbens medlemmer blot hjælper hinanden og står sammen. 

I alt er den 51-årige bandeleder denne gang tiltalt for 36 forhold. Blandt andet skulle Danny Abdalla ifølge anklagemyndighedens påstand have voldtaget to forskellige kvinder, udøvet vold mod flere forskellige personer, handlet med narko og fremført trusler og afpresning.

Den 51-årige Danny Abdalla, der oprindelig er fra Libanon og kom til Danmark i 1992, er tidligere udvist to gange og befinder sig her i landet på tålt ophold. Det skyldes, at hans sikkerhed vurderes i fare, hvis han bliver sendt til Libanon.