Upopulær varmestue: Naboer har fået nok af narkosalg, slåskampe og sex på åben gade

Naboerne til Blå Kors' varmestue i Herning har fået nok, og nu har 80 af dem klaget til kommunen.

02:29

Se indslaget: Naboerne til Blå Kors-varmestue i Herning har fået nok af at bo dør om dør med narkosalg, vold og råberier på alle tider af døgnet. Video: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Naboerne til Blå Kors-varmestue i Herning har fået nok at bo dør om dør med narkosalg, vold og råberier på alle tider af døgnet.

Varmestuen skal snart rives ned, og naboerne har kæmpet for at få den nye varmestue placeret et andet sted, men kommunen har afsat 22 millioner kroner til at bygge en ny på samme adresse. Det har fået 80 utilfredse naboer til at underskrive indsigelser til kommunen, som i dag fastlagde første del af projektet. 

Naboer vil have højere mure

Blandt de utilfredse er Michael Jensen, der er bestyrelsesformand for Nørregaardsparken i Herning.

- Jeg går meget sjældent forbi, for jeg er ikke altid tryg ved at gå der, siger han om Blå Kors' varmestue på Bethaniagade, som han besøger sammen med TV MIDTVEST.

Sammen med sine naboer har han lavet fire forskellige indsigelser til kommunens varmestueplaner. Naboerne vil blandt andet have højere mure i det nye byggeri.

- Den nuværende mur bliver brugt som flugtvej fra politiet, og den bliver også brugt til at smide stoffer over, fortæller Michael Jensen.

Det kan der nu blive sat en stopper for. I dag blev den første del af projektet fastlagt på et byplansmøde, og her blev der lyttet til de bekymrede borgere. 

- Vi har primært kigget på de ønsker, der handler om noget, der ligger inden for lokalplanens rammer. Højden af skel har vi løftet i forhold til de kommentarer indsigerne er kommet med, og der er på den måde også taget hensyn til en lang række af deres indsigelser, siger Ulrik Hyldgaard, der er formand for byplanudvalget i Herning Kommune.

Men en høj mur er ikke nok til at begejstre naboerne.

- Jeg vil ikke sige, at vi har hænderne oppe. Det er et skridt på vejen, og mere er det heller ikke, siger Michael Jensen.

- At få en drift hvor man ikke accepterer stofsalg, druk og støj hele natten, det villle da være en god start, siger Jeppe Kirkegaard, der også er blandt de utilfredse naboer i Herning.

Forskellige opfattelser af varmestuen

Michael Jensen har boet lige ved siden af varmestuen i 10 år. Han oplever, at generne er blevet værre de seneste år.

- Der er større narkosalg, flere slagsmål, flere gadekampe og sex på åben gade, fortæller han. Og mere når han ikke at svare, før han bliver afbrudt af en forbipasserende mand:

- Det er kraftedeme noget af den største løgn!

Manden der afbryder hedder Torsten Linnebjerg. Han er bruger af varmestuen, og han synes, at det billede, som naboerne tegner, er helt skævt.

- Det er fuldstændig langt ude. Det kan godt være, at nogle af tingene er sket. Men altså halløjsovs. Det er måske én gang, at nogle af tingene er sket, siger Torsten Linnebjerg.

Næste skridt mod en ny varmestue er at byplanen skal godkendes af byrådet, og derefter overtager socialudvalget projektet. Men selv om naboernes indsigelser er blevet inddraget, så skal der meget mere til, før de er tilfredse.

- Så længe det skal ligge her, bliver vi ikke helt tilfredse. Der er simpelthen for mange naboer tæt på, siger Jeppe Kirkegaard.