Kvinde fyldte barnevogn med Bilka-tyvekoster

En 26-årig kvinde anholdt og sigtet for tyveri, efter at hun fyldte barnevognen med tyvekoster i Bilka i Herning. Politiet leder nu efter hendes medsammensvorne.

Bilka_0.jpg

En 26-årig kvinde fra Herning var i aftes i Bilka på Golfvej, og med sig havde hun sit barn, der lå i en barnevogn.

Men barnevognen indeholdt mere end et barn, da kvinden ville forlade butikken.

- Hun havde lagt varer for 4900 kroner ned i barnevognen, og alarmen gik ved kasselinjen, oplyser Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Meget tyder på, at kvinden ikke arbejdede alene. Vidner i butikken oplyser til politiet, at kvinden blev set sammen med to yderligere personer op til tyveriet.

- Et vidne så, at der var tre personer inde sammen, men de to andre forsvandt, siger Bent Smedegaard.

Kvinden blev sigtet for butikstyveri, og politiet skal nu efterforske, om hun var i ledtog med andre.