Journalister hædrede kolleger

Journalister hædrede kolleger

I Musikteatret i Holstebro blev der fredag aften uddelt fire journalistiske hæderspriser.

Dansk Journalistforbunds Kreds 5 stod for uddelingen af de fire journalistiske hæderspriser, som fredag aften blev uddelt ved en gallafest, hvor 120 mediefolk deltog.

Den mest fornemme af priserne, Den Gyldne Blok 2009, blev givet til Merete Just, der er journalist ved Skive Folkeblad. Merete Just blev hædret for en række dybdeborende artikler og kommentarer vedrørende konkursen i Kulturcenter Limfjord i Skive.

Den Visuelle Pris 2009 gik til fire af Herning Folkeblads fotografer. Flemming Hansen, Henrik Ole Jensen, Tom Laursen og Tony Brøchner blev anerkendt for deres billeder i magasinet "Glimt".

TV/MIDT-VEST blev hædret med to priser. Anne Holst Moulvad blev Årets Overraskelse. Hun fik prisen for dokumentarfilmen "En stemme for livet". En film om Herning Kirkes drengekor, der har trukket fulde huse i biografer landet over.

Majbrit Bach, der har været FTP-elev ved TV/MIDT-VEST, og nu er ansat som videojournalist, modtog Talentprisen 2009. Majbrit Bach blev hædret netop for sine evner som videojournalist. Hun formår både at fotografere og stille de rigtige spørgsmål og gjorde sig i 2009 især bemærket i programmerne om "Den hvide læge", Immanuel Bitsch-Larsen.

Mere end en fjerdedel af journalistforbundets medlemmer i Midt- og Vestjylland var med ved prisuddelingen i Holstebro fredag aften.