Ingen klar sammenhæng mellem møllestøj og blodpropper

Den første af flere undersøgelser om sammenhæng mellem vindmøller og helbredsskader giver intet entydigt svar.

Vindmøller
Foto: Kasper Riis Kristensen

Der er ingen klar sammenhæng mellem vindmøllestøj og risikoen for at falde om med en blodprop.
    
Det viser et længe ventet dansk studie, som forskere fra Kræftens Bekæmpelse, Aarhus Universitet og DTU står bag.
    
Undersøgelsen blev iværksat i 2013 og har ført til, at flere vindmølleprojekter er blevet udskudt undervejs.
    
Forskningen baserer sig på oplysninger om 17.000 tilfælde af blodpropper i hjernen og et tilsvarende antal blodpropper i hjertet blandt danskere i perioden fra 1982 til 2013.
    
Adresserne er blevet sammenholdt med placeringerne af 7256 landbaserede vindmøller, og vindmøllestøjen er blevet beregnet time for time.
    
- Vi har undersøgt om folk, der blev indlagt med blodprop i hjernen eller hjertet, har været udsat for særligt høje niveauer af vindmøllestøj i en periode på fire dage før indlæggelsen, siger projektleder Aslak Harbo Poulsen, Kræftens Bekæmpelse.
    
- Når vi ser på udendørs støj, ser vi ingen sammenhæng, siger han.

Lavfrekvent støj

Derimod kan det ikke udelukkes, at den lavfrekvente støj indendørs kan have spillet en rolle. Men det statistiske grundlag er for tyndt til at sige noget entydigt om denne sammenhæng.
    
- Når vi ser på indendørs støj i det lavfrekvente spektrum, ser vi noget, der kunne være en forøget risiko blandt dem med højest eksponeringsniveau, siger Aslak Harbo Poulsen.
    
- Men det er ikke signifikant, og der er ganske få cases. Det kan lige så godt være en tilfældighed. Det kræver yderligere studier, før man kan konkludere det ene eller andet, siger han.
    
Resultatet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Environment International, vil blive efterfulgt af flere studier.
    
- Vi har gang i andre undersøgelser, hvor vi ser på langtidseffekten af eksponering for vindmøllestøj i forhold til diabetes, hjertekarsygdomme og brug af forskellige typer medicin, siger Aslak Harbo Poulsen.
    
Jan Hylleberg, direktør for brancheorganisationen Vindmølleindustrien, ser frem til at se den samlede konklusion om vindmøllestøjens påvirkninger.
    
- Jeg håber, at vi forhåbentlig inden længe kan få de øvrige artikler fremlagt, sådan at debatten om helbredseffekter kan ske på et samlet grundlag med den seneste viden på området, siger han i en pressemeddelelse.
    
De øvrige rapporter ventes fremlagt inden for de kommende måneder.
    
Det er tre forskellige ministerier, som har finansieret studiet.
    
/ritzau/