Husstandsvindmøller kan have fejl

En vindmølle, som Ikast-firmaet Zeteco har sat op, er væltet ned i en bygning. Nu advarer et tysk vindmøllefirma andre kunder, der har fået sat møller og af Ikast-firmaet.

Easywind-kollaps200712.jpg

Det tyske vindmøllefirma Easy Wind advarer nu danske kunder, der har fået sat husstandsmøller op af det konkursramte Zeteco fra Ikast. En af de møller, som Zeteco har sat op, er nemlig for nyligt væltet, og det tyske firma vil ikke udelukke, at endnu flere møller kan vælte.

- Der er 60 møller installeret i Danmark, og jeg tror, at cirka halvdelen af dem kan være påvirket af dårlig installation, fortæller Volker Wiethüchter, der er direktør for Easy Wind i Tyskland.

Mølle væltet ned i værksted

Den 3. juni i år fik Johan Clausen fra Solbjerg ved Aarhus et chok. Hans næsten nye husstandsvindmølle væltede nemlig ned igennem taget på hans værkstedshal. Han havde fået sat møllen op af Ikast-firmaet Zeteco

- En time før stod jeg inde i hallen. Og havde jeg stadig stået der, kunne jeg have fået den vinge lige i ryggen, forklarer Johan Clausen.

Ifølge hjemmesiden ingeniøren.dk er den væltede mølle blevet monteret af ansatte ved Zeteco. I stedet for låsevæske brugte montørerne kobberfedt til boltene, og dermed har møtrikkerne kunnet løsne sig.

Møller fra Tyskland

Husstandsmøllerne produceres af det tyske firma Easy Wind. Og tyskerne advarer nu andre med samme type mølle. De kan nemlig ikke garantere, at der ikke er fejl på de møller som Zeteco har sat op. Zeteco er nu gået konkurs, men den tidligere direktør for Ikast-firmaet mener ikke, at der er fejl på møllerne.

- Det er altid nemt at give andre skylden. Der var montagefejl på den ene mølle, men vi har givet ham en ny mølle. Jeg har ikke så meget andet at siger, siger Jeff Lauritzen.

Det tyske firma Easy Wind har nu skrevet rundt til de kunder, der kan have fejl på deres møller. Og i de kommende uger, vil de inspicere alle møllerne for at finde eventuelle fejl.

2:59
Det tyske vindmøllefirma Easy Wind advarer nu de danske kunder, der har fået sat husstandsvindmøller op af det konkursramte Zeteco fra Ikast. En af de møller som Zeteco har sat op er for nyligt væltet.