Fyrværkeri-ulykke: Leon brækkede næsen og fik øjenskade

En fontæne vendte op og ned på Leon Jensens nytårsaften. Han fik kvæstet både næse og øje ved nærkontakten med krudtet.

Leon Jensen på skadestuen i Herning. Foto: Svend-Wilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Mens de fleste havde travlt med at feste nytårsaften, var der andre, der modvilligt måtte tilbringe tiden på skadestuen.

En af dem er Leon Jensen fra Skarrild.

Nytårsaften festede han sammen med nogle andre par og deres børn, da det pludselig gik galt, ide en af vennerne skulle skyde fyrværkeri af ude på deres landejendom.

Jeg kunne godt mærke, at det var måske ikke helt godt det der.

Leon Jensen, Skarrild

- Lige da han tændte den der fontæne der, så for satan altså. Den skød bare op, siger en hårdt kvæstet Leon Jensen.

- Så giver det bare et skrald af en anden verden, og så springer den bare ud til højre og venstre, fortsætter han.

Fyrværkeriet ramte Leon Jensen i næsen og i øjet. 

Læs også Fyrværkeriskader: Sådan gik det i din region

- Jeg kunne godt mærke, at det var måske ikke helt godt det der.

- Til at starte med vidste jeg ikke rigtigt, om jeg havde synet tilbage, fordi det hele var bare fuldstændigt lukket af, siger Leon Jensen.

Han brækkede næsen og fik ridset hornhinden, men det kunne være gået meget værre, da andre familiemedlemmer heriblandt børn også blev ramt. De kom dog ikke til skade.