Forbruget af energidrikke er firedoblet

Energidrikke er populære som aldrig før. Det er bekymrende, lyder det fra ernæringsekspert.

01:56

Video: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Forbruget af energidrikke bliver ved med at stige. Bare i Danmark er salget steget fra omkring 4 millioner liter i 2010 til lidt over 16 millioner liter i 2016 - en firedobling på bare seks år. Det stopper dog ikke her. Udviklingen forventes at fortsætte, og i 2021 vil salget være steget fra 16 til 25 millioner liter. 

Også på Uddannelsescenter Holstebro er der gang i både salget og indtagelsen af de energiholdige drikke. 

- Nogen gange drikker jeg bare én om dagen. Andre gange er det to-tre stykker, siger Simon Lund Andersen, der er tømrerlærling på Uddannelsescenter Holstebro.

Eleverne på skolen er da også lige i den målgruppe, der drikker allermest energidrik. Hver anden dreng mellem 15 og 26 år drikker energidrik mindst en gang om måneden. Ifølge undersøgelsen er smagen den væsentligste årsag til, at børn og unge indtager energidrikke, og det bekræfter eleverne på UCH. 

- Jeg synes, det smager godt. Det er udelukkende den eneste grund til, at jeg gør det, siger Lasse Lund Pedersen, der går i 2.G på Uddannelsescenter Holstebro til TV MIDTVEST.

Han suppleres af en 3.g-elev.

- Jeg drikker det mest, fordi det smager godt. Og så for at vågne om morgenen, siger Mads Davidsen. 

Sodavand er bedre

Energidrikke indeholder mere sukker, energi og koffein end almindelig sodavand. Derfor er sodavand, fra et ernæringsmæssigt synspunkt, et sundere valg end energidrikke.

- Det er helt klart bekymrende. Som ernæringsperson sidder jeg her og ligefrem anbefaler, at sodavand er et bedre valg end energidrikke. Der havde jeg godt nok aldrig troet, at jeg skulle nå til, men det er der, vi er på vej hen, for energidrikke er ikke noget børn og unge bør indtage, siger Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevarerinstituttet. 

Selvom det er de unge, der står for den største indtagelse, så er det ikke kun blandt dem, at energidrikke hitter.

- I hele befolkningen er der sket et skred i forhold til, hvordan man opfatter, hvilke drikkevarer der er normale at indtage. Energidrik har nu samme status for yngre og større del af befolkningen, som sodavand havde førhen, siger Jeppe Matthiessen. 

En halv liter energidrik indeholder typisk 160 milligram koffein. Det er mere end hvad Fødevarestyrelsen anbefaler de 15-17-årige.