Finalist til Årets Landsby: Ildsjæle skaber liv i Gludsted

Engagement, fællesskab og fremgang er nogle af grundende til, at Gludsted er blandt finalisterne til titlen som Årets Landsby.

02:28

Gludsted er en lille by, der kan være på vej mod en stor titel. Se indslaget om landsbyen her. Video: Troels Esmarch

I Ikast-Brande kommune ligger landsbyen Gludsted. En lille by med godt 300 indbyggere og en hel masse ildsjæle.

Det er blandt andet det, der ligger til grunde for, at de er blandt de tre finalister til prisen som årets landsby 2018.

En velfortjent titel hvis du spørger Jan Susgaard Caspersen, som flyttede til byen for to år siden.

- Det er enormt favnende. Man kan mærke den varme og det engagement, der er i, at nu kommer der en ny familie, som skal ind i lokalsamfundet, siger han.

Frivillige ildsjæle

Netop engagementet har været vigtigt for nomineringen.

Det er Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, der står bag prisen, som uddeles for 20. gang i år.  

Hvert år er der et tema, og i år er det: De frivillige ildsjæles betydning for fællesskab og lokaludvikling.

For en landsby som Gludsted er ildsjæle helt afgørende.

- Vi er så lille et samfund, at vi hele tiden ligger på smertegrænsen ved både det ene og det andet, og hvis ikke vi gør noget, som virker fremadrettet, så går vi til grunde, siger Uffe Henneberg.

Han er tidligere borgmester i Nørre-Snede, og nu en aktiv ildsjæl i Gludsted.

Og det er på grund af folk som ham, at byen nu er i fremgang.

Jan Suusgaard Caspersen er lærer på Gludsted Friskole.  Foto: Troels Esmarch

Står sammen i krisetider

Da den kommunale folkeskole lukkede, gik borgerne selv sammen om at åbne en friskole. Og med en voksende børneflok, der efter sommerferien runder 100 børn, ser de det som en stor succes.  

Også byens lokale købmand mærker, at lokale kræfter står sammen når det brænder på. 

Flere gange har butikken været lukningstruet, men nu er butikken på landsbyforeningens lønningsliste. 

Foruden en friskole og en købmand er der også et stadion, fodboldgolf og en børnehave.

Fortjener et skulderklap

Det er Uffe Henneberg, der har indstillet landsbyen til prisen, og han mener selv, at den er fuldt fortjent.

- En vedholdende indsats, og det, at der bliver gjort noget, har vist et resultat. Det synes jeg, at vores lille samfund fortjener et skulderklap for, siger han.

Om Gludsted kan kalde sig Årets Landsby ved de først, når det bliver offentliggjort i august.