Besøgstallet voksede stort på HI-messen

HI-messen i Herning havde 21.000 besøgende. Det er en fjerdedel flere end for to år siden.

Robot HI-messen
Foto: Anders Davidsen

Det er ikke kun robotterne, der kan løfte armene i vejret efter HI-messen i Herning. Efter tre dages fremvisning af robotter og andet teknologi til industrien kan også MCH's ledelse juble over en stor fremgang i besøgstallet.

Næsten 21.000 besøgte messen i Herning, imod godt 17.000 i 2015. Det er en stigning på 24 procent.

- Jeg er imponeret over såvel besøgs- som udstillerantal, samt den gode stemning som har kendetegnet messen. Tak til alle udstillere og samarbejdspartnere for en flot messe og et meget kvalificeret og stort konference- og mødeprogram. Der har virkelig været meget at se på og mange at tale med på messen. Vi glæder os til den næste HI-messe i 2019, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, i en pressemeddelelse.

100 flere udstillere

Også antallet er udstillere steg i år. Hi Tech & Industry Scandinavia, som messen hedder, havde i alt 711 forskellige stande. Det er 100 flere end for to år siden.

Danfoss var en af udstillerne og havde to store stande, flere oplæg og en foredragsscene. De deltog ikke for at vise nye produktløsninger frem, men også for at skabe nye relationer.
 
- Hos Danfoss sætter vi stor pris på at være en del af hi-messen, fordi vi får mulighed for mødes med både nye og eksisterende kunder, samarbejdspartnere og potentielle medarbejdere. Det er vigtigt for os at være synlige i branchen, og her er hi-messen en god platform, siger Kim Fausing, CEO hos Danfoss.
 
Hi Tech & Industry Scandinavia finder sted næste gang 1.-3. oktober 2019.

2:00
Robotteknologien vokser på HI Messen i Herning. Robotterne er  nemlig fremtiden, lyder det fra eksperter.