Avis: Dalmose ny chef i Viborg

Viborg Stifts Folkeblad erfarer, at Christian Dalmose overtager trænerjobbet for Viborg HK's damer. Han skal skabe ny gejst i slutspillet. Oskar Bjarni Oskarssons fremtid i klubben er usikker.

Det har været en skuffende periode for Viborg HK's damehold, siden Oskar Bjarni Oskarsson kom til som træner fra herreholdet. Holdet endte kun som nummer tre i grundspillet, og har kun med nød og næppe kvalificeret sig til semifinalerne.

Men nu gør klubben noget ved problemerne. Ifølge Viborg Stifts Folkeblads oplysninger, overtager den karismatiske Christian Dalmose tøjlerne i klubben allerede mandag, mens Oskar Bjarni Oskarssons fremtid i klubben er uklar.

Ifølge Folkebladet er Dalmose hyret ind på en korttidskontrakt for resten af sæsonen, for at skabe gejst og inspiration. Klubben satser benhårdt på at kvalificere sig til Champions League, men det kræver i første omgang at klubben vinder semifinalen i slutspillet over FC Midtjylland.

Christian Dalmose har i forvejen en 3-årig aftale med Vendsyssel Håndbold fra næste sæson.