Opdateret: Asylansøger amok på ansat

En meget beruset asylansøger fra asylcenteret i Holstebro blev tirsdag aften meget voldsom mod personalet og centerets inventar.

asylcenter holstebro

En 19-årig asylansøger drak tirsdag aften nok lidt for meget – i hvert fald var han så meget oppe at køre, at personalet på asylcenteret i Holstebro forsøgte at få ham til at falde til ro.
Det fik dog tilsyneladende den unge mand til at gå amok med en stol, som han slog med og smadrede både en dør, et vindue og en bilrude på en af asylcenterets biler.

Da en 38-årig ansat forsøgte at stoppe den berusede mand, valgte han at slå fra sig. Personalet fik dog pareret slagene og fik styr på den voldelige mand.  

Asylansøgeren sidder lige nu hos politiet, hvor de vurderer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet ved endnu ikke, hvad der var årsag til den voldsomme episode, fordi han har været svær at afhøre på grund af den høje promille.  

Opdateret: 

Den 19-årig blev klokken 12.00 onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.