32-årig fængslet for drabsforsøg
Den 32-årige mand fra Ådum ved Tarm, der i går blev anholdt for at forsøge at kvæle sin 24-årige samlever, er nu varetægtsfængslet.
Manden nægtede i formiddagens grundlovsforhør at han skulle have forsøgt at kvæle sin samlever.
Han erkendte dog, at der var en del tumult mellem ham og hans 24-årige kæreste. De to havde haft en dag med store problemer i familien.
Manden forklarede, at de skader den 24-årige har fået efter tumulten, opstod tilfældigt ved et fald.
I følge embedslægen er de punktformede blødninger i den 24-åriges øjne et tydeligt tegn på, at hun har fået tilførslen af ilt lukket og været i livsfare.
Manden er varetægtsfængslet frem til 25. august.
Reporter Sofie Klingberg var med til grundlovsforhøret.