20 tyve om måneden: Har aldrig oplevet noget lignende

Den stigende inflation har betydet et stigende antal af tyverier i Lasse Lauritsens Meny-butik i Viborg.

2:05
Lasse Lauritsen er en af de købmænd, der lige nu må tage ekstra foranstaltninger i brug for at sætte en stoppe for tyveriet af helt almindelige basisvarer.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Frysepizza, hakket oksekød og spiritus. 

Det er nogle af favoritterne, når der bliver taget fra Lasse Lauritsens Meny-butik i Viborg.

Noget, der sker oftere og oftere.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, i de ni år jeg har haft butikken. Normalt ligger det på 1-2 tyverier om måneden, i øjeblikket har vi 20, fortæller købmanden. 

De mange lange fingre har betydet, at personalet nu er instrueret i at holde et ekstra godt øje med kunderne. 

Men det er ikke nok. 

Derfor har han brugt penge på at få lidt ekstra hjælp udefra. 

- Vi har en butiksdetektiv ansat. Det har vi også haft før, men lige nu har vi også ekstra dage på, og det er simpelthen fordi, vi oplever så stort et svind, fortæller Lasse Lauritsen. 

Den daglige forbruger er ramt

Der er dog ikke tale om hele indkøbsvogne, der køres ud af butikken. 

Det er i høj grad mindre tyverier og på sin vis, kan købmanden godt forstå det. 

- Vi oplever meget, at det er smårapserier. Det er meget den daglige forbruger, som måske ikke har så mange penge, som man havde engang, lyder vurderingen.

Det er også den konklusion man er nået frem til hos en af landets største kæder, Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto.

De oplever nemlig også et stigende antal af butikstyverier.  

- Hvis jeg skulle give et bud på, hvorfor det sker, så vil det formentlig være, at det hænger sammen med inflationen lige nu og at der er prisstigninger på nogle af de ting, som folk bruger meget, så det er nærliggende at tro, der er en sammenhæng, fortæller Henrik Vinther Olesen, Kommunikationsdirektør, Salling Group.

Mørbraden er gemt væk

Politiet er også opmærksomme på situationen. 

I et svar til TV MIDTVEST fortæller Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Vi har siden 2019 set en mindre stigning i antallet af butikstyverier, og udviklingen ser ud til at fortsætte her i 2022.

De ønsker imidlertid ikke at komme med nogen entydig forklaring, men bemærker dog, at de er opmærksomme på den nuværende situation. 

En situation, der har gjort det sværere lige at få fingere i de lidt dyrere varer i Lasse Lauritsens butik. 

- Sådan noget som oksemørbrad, det har vi været nødt til at gemme væk bag disken hos slagteren. Ellers bliver det simpelthen stjålet, fortæller den ærgerlige købmand. 

For når der stjæles noget fra køledisken, så stjæles der også fra købmandens lomme. 

- Jeg er selvstændig købmand, så det er jo mine egne penge. Jeg lever af at drive den her butik, så derfor skal det selvfølgelig have en straf, når der bliver stjålet. 

Inflationen har netop sat rekord med en årlig stigning på 11,1 procent.