Nu har han ombestemt sig: Stiller alligevel op

Tommy Tønning tager endnu en tørn som spidskandidat.

Tommy Tønning.
Tommy Tønning.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Han ville egentlig ikke, men nu vil han gerne alligevel.

I februar sidste år meddelte Tommy Tønning, at han stoppede som spidskandidat for Socialdemokratiet i Herning, efter at han to gange har forsøgt at fravriste Venstre borgmesterposten ved kommunalvalget. Uden held.

Tommy Tønning skriver torsdag aften i en mail til TV MIDTVEST, at han har genovervejet sin beslutning efter at have fået mange henvendelser med opfordringer til at ombestemme sig.

Det har han nu gjort.

- Jeg er en partiets mand, det har jeg altid været og vil altid være, derfor trak jeg mig for at give plads til andre, og derfor krævede det også flere og lange og svære overvejelser at ændre den beslutning, skriver Tommy Tønning i mailen.

Han skriver også, at partiet har haft svært ved at finde en afløser.

Men nu er han klar til endnu en kamp, forsikrer den 51-årige socialdemokrat.

- Jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan levere endnu flere gode resultater i spidsen for Socialdemokratiet, og jeg ser frem til at bevise dette i en konstruktiv valgkamp, skriver Tommy Tønning.