Taget for gentagne butikstyverier: - Det så ud til, at han var ved at åbne sin egen økologiske butik

Han blev taget på fersk gerning for et mindre butikstyveri. Men da politiet ransagede hjemmet, gjorde betjentene et opsigtsvækkende fund.

Det er en økologi-bevidst butikstyv, som gentagne gange har været på spil i Silkeborg. Især store mængder honning og olivenolie er blevet stjålet, men også en lang række andre varer har tyven formået at snuppe med hjem.
Det er en økologi-bevidst butikstyv, som gentagne gange har været på spil i Silkeborg. Især store mængder honning og olivenolie er blevet stjålet, men også en lang række andre varer har tyven formået at snuppe med hjem.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Da politiet blev tilkaldt til SuperBrugsen i Silkeborg søndag formiddag, var det umiddelbart til et mindre butikstyveri. 

Tyven havde snuppet flere kilo oksekød og økologiske figner. Men han var ikke bare sulten og tog mad fra supermarkedet på Søtorvet dén dag. Det var sket flere gange tidligere. 

Den 43-årige mand fra Silkeborg var nemlig kendt af politiet for tidligere sager, og derfor tog politiet med ham hjem for at undersøge hjemmet. 

Økologi-bevidst butikstyv

Mistanken om at manden kunne gemme på mere viste sig at holde stik. 

I mandens hjem i Silkeborg fandt betjentene den ene stjålne madvare efter den anden - og allesammen økologiske. 

- Det så ud til, at han var ved at åbne sin egen økologiske butik, siger politikommissær Lasse Ivanøe.

En økologisk butik bestående af præcis 107 glas økologisk honning, 69 flasker økologisk olivenolie, 65 poser økologiske nødder, 13 glas økologisk kokosolie, 16 poser økologisk sukrin, 11 bøtter økologisk vaniljepulver, 35 bakker økologiske æg, 17 pakker Änglamark 85 % chokolade og 26 poser økologiske svesker.

Den 43-årige mand erkendte, at de mange økologiske varer var stjålet, og allesammen stammede fra samme SuperBrugsen i Silkeborg. 

Derfor blev han sigtet for tyveri. Men sigtelsen slutter ikke her. 

Flere fund i boligen 

I mandens bolig fandt politiet også svampe, som manden dyrkede i hjemmet. 

Svampene går under loven for euforiserende stoffer, og de er derfor blevet konfiskeret, ligesom manden er sigtet for at overtræde loven. 

For at komme til bunds i sagen om de økologiske varer, skal politiet nu til at gennemse videoovervågning fra SuperBrugsen. 

Men politikommissær Lasse Ivanøe vurderer, at der er tale om videresalg. 

- Med så store bunker af varer, går vi ud fra, at han havde tænkt sig at sælge varerne videre. Alternativt har vi med en kleptoman at gøre, som simpelthen bare ikke kan lade være med stjæle, når han er ude at handle, siger Lasse Ivanøe.