Hjælp politiet: Dieseltyv efterlyses i Herning

En dieseltyv var søndag aften på spil i Birk ved Herning. Nu efterlyser politiet vidner.

- Når priserne stiger, stiger tyverierne også, siger politikommissær.
- Når priserne stiger, stiger tyverierne også, siger politikommissær.
Foto: Kim Matthai Leland

Politiet efterlyser vidner, som kan hjælpe med at opklare et dieseltyveri.

Søndag aften anmeldte en lastbilchauffør fra Danfoods ApS et tyveri. Lastbilens brændstoftank var blevet tømt på det kvarter, hvor lastbilen holdt parkeret på Industrivej Nord 7A i Birk ved Herning.

Tyveriet fra lastbilen, der er en Volvo FM9, skete mellem 18.15 og 18.30 søndag aften, meldte chaufføren til politiet. 

Men ifølge politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning er der ikke mange spor at gå efter. 

- Vi ved ikke, hvordan tyvene er lykkedes med at tage brændstoffet, og vi ved heller ikke, hvordan de er kommet derfra.


En dyr affære

Ifølge politikommissæren bliver tyveriet dyrere, end som så, hvis det lykkes at fange tyvene. 

Foruden selve tyveriet, som kan give en straf og krav om erstatning, er der nemlig også strenge regler for, hvordan man må transportere store mængder af brændstof.

Blandt andet må en privatperson kun transportere op til 240 liter brændstof, og derfor vurderer politikommissæren, at tyvene risikerer en større bøde for at transportere tyvekosterne væk fra stedet. 

Han kan dog ikke fortælle detaljer om, hvordan eller hvor meget diesel der er blevet stjålet fra lastbilens tank. 

Tyverier stiger, når priserne stiger

Selvom dieseltyveriet i denne omgang er enkeltstående, så overrasker det ikke Henning Præstegaard. 

- Det er typisk, at når brændstofpriserne stiger, så stiger antallet af tyverier af brændstof også. Det er ikke kun i år, sådan en bølge så vi også for år tilbage, hvor priserne på brændstof steg, siger Henning Præstegaard. 

Da priserne på brændstof, grundet krigen i Ukraine og inflation, begyndte at stige i år, meldte politiet da også om flere tyverier.

I sommer fik det stigende antal olietyverier Midt- og Vestjyllands Politi til at bede landsdelens patruljer holde særligt øje med trailere og varebiler, der kører rundt med store tanke.

I denne sag var der ingen patruljer til stede, så politiet får svært ved at få fat i tyveknægtene, vurderer Henning Præstegaard. 

- Men tre personer er set gå rundt i nærheden af lastbilen, og hvis man har været i området, og har oplysninger, som kan hjælpe os videre, så er der en chance for at fange dem, siger Henning Præstegaard.