Sådan snyder hollandske bomtrawlere fiskerikontrollen

Så længe det er muligt selv at slukke positionssignalet, tror de danske fiskere ikke, at situationen vil ændre sig.

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), vil nu sætte ind med hårdere sanktioner som eksempelvis øget kontrol og overvågning.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), vil nu sætte ind med hårdere sanktioner som eksempelvis øget kontrol og overvågning.
Foto: Ole Jakobsen / TV 2

Hollandske bomtrawlere slukker bevidst deres lovpligtige positionssignal, AIS, når de fisker i Danmark blandt andet for at sløre ulovligt fiskeri.

Det kan TV 2 afsløre.

Det er Fiskeristyrelsen, der skal kontrollere, at bomtrawlerne ikke slukker deres AIS.

Der har været forvirring over reglerne, så der er endnu ikke uddelt en eneste bøde til hollandske bomtrawlere for at slukke positionssignalet.

TV 2 har undersøgt, hvordan hollandske bomtrawlere snyder fiskerikontrollen.

I en video ses kontrolskibet Vestkysten sejle i det danske farvand uden at se andre skibe.

Pludselig dukker et skib dog op. Og så et andet.

Så snart Vestkysten er sejlet forbi, slukker de to skibe igen for AIS-signalet.

- Det gør alle hollændere.

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), vil nu sætte ind med hårdere sanktioner som eksempelvis øget kontrol og overvågning.

På havnen i Hanstholm er de danske fiskere dog skeptiske over, hvor stor en virkning det vil have.

- De slipper afsted med alt, så det kan jo være lige meget. Fiskeristyrelsen har kæmpet med det i mange år, de kan ikke gøre noget ved dem, siger fiskeren Claus Krog Nielsen.

Den hollandske bomtrawler Jolissa er et af de skibe, der ifølge TV 2s research har sejlet med slukket AIS under sine sejladser i dansk farvand.

En ung mand på dækket af skibet vil til at starte med gerne svare på, hvorfor de slukker signalet:

- Det gør alle hollandske fiskere… De øh, siger han på engelsk, inden han vender sig mod en kollega på dækket og slår over i hollandsk:

- Hvordan siger man, at ”de slukker, fordi de ikke vil ses på havet?”

Herefter giver kollegaen ham besked på ikke at sige mere.

Minister erkender slap kontrol

I årevis har de danske fiskere råbt op om, at de hollandske bomtrawlere slukker deres AIS. De anklager dem, blandt andet fordi de snyder med kvoterne og fisker, hvor de ikke må uden konsekvenser.

En optælling, som TV 2 har lavet i samarbejde med researchkollektivet NOIR og den hollandske avis NRC Handelsblad, viser, at 30 ud af 31 hollandske trawlere, som det seneste år har fisket i Danmark, flere gange har sejlet uden AIS.

Ministeren henviser til Fiskeristyrelsen, men han erkender, at den kontrol, som han er ansvarlig for som minister, er for slap.

- Jeg har sagt til Fiskeristyrelsen, at de nu skal tage skeen i den anden hånd. Nu skal der være langt klarere restriktioner på det her område, for vi vil ikke finde os i det, siger Rasmus Prehn.

Skal ikke være muligt at slukke AIS

Uffe Sveistrup, chefkonsulent i Fiskeristyrelsen, fortæller at de hele tiden arbejder på at forbedre og udvikle fiskerikontrollen:

- Kontroltrykket er forøget mærkbart i de senere år, og nu vil vi også se på, hvordan vi mere effektivt kan håndhæve og sanktionere AIS-reglerne, siger Uffe Sveistrup.

Tilbage på havnen i Hanstholm tror Claus Krog Nielsen dog ikke, at noget vil ændre sig, så længe det er muligt at slukke AIS.

- Så skal der være rigtig overvågning. Men hvis det er noget, du selv kan tænde og slukke for, så er den jo ikke længere, siger Claus Krog Nielsen.