Tyve borede sig ind i varebiler og stjal elværktøj: Politi opfordrer til forsigtighed

Lokalpolitiet i Thisted har fået tre anmeldelser om indbrud i varebiler mellem mandag og tirsdag. Derfor opfordrer politikommissær til forsigtighed.

Arkivbillede fra tidligere indbrud i varebil.
Arkivbillede fra tidligere indbrud i varebil.
Foto: Privat

Endnu en gang har en politikreds i Midt- og Vestjylland fået anmeldelser om, at der er sket indbrud i varebiler. Denne gang er det hos lokalpolitiet i Thisted, sagerne er endt.

Det fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Der er tale om to indbrud, som begge er sket mellem mandag og tirsdag og et, der formentlig skete natten til mandag.

Ved det første indbrud har gerningsmænd boret et hul i bagdøren på en tømrermesters bil på Kirsebærvænget i Kolby, hvorefter der er stjålet elværktøj.

I det andet tilfælde foregik indbruddet på Gyvelvænget i Bedsted. Her er der brugt samme fremgangsmåde med at bore et hul i varebilen, så gerningsmændene kunne komme ind for at stjæle elværktøj.

Opfordrer til forsigtighed

Det er langt fra første gang, at der bliver stjålet elværktøj fra varebiler i Midt- og Vestjylland, hvor metoden med at bore hul i bilerne og tvinge sig adgang på den måde er benyttet.

I de to tilfælde fra Kolby og Bedsted formoder politikommissær Jørgen Jensen, at det er de samme gerningsmænd, da fremgangsmetoden og tidsrummet stemmer overens.

Der er ingen, der har set noget mistænkeligt i tidsrummet, hvor de to indbrud er foregået, og derfor har politiet intet signalement af hverken gerningsmænd eller køretøjer.

Politikommissær Jørgen Jensen opfordrer alle med varebiler, hvor der er elværktøj i, til at holde øje og være forsigtige.