Tour-helten er hjemme: Glyngøre hyldede Vingegaard

1500 var mødt op for at fejre Tour-debutanten, der sluttede på podiet i verdens største cykelløb.

Cykelrytteren Jonas Vingegaard vendte i dag hjem til Glyngøre efter sin pragtpræstation i Tour de France, der sluttede søndag med den 24-årige thybo på andenpladsen.

I hjembyen var der gjort klar til den helt store hyldest af byens nye stjerne, og hvis stolthed kunne måles på en skala, så ville den sandsynligvis være sprunget i luften i dag i den lille by i Salling, hvor 1500 var mødt op for at få et glimt af Vingegaard.

- Han er da vores lokale helt. Han drog afsted som Jonas, som vi jo alle sammen kender som cykelrytter. Og nu kommer han hjem som en verdensstjerne, siger Gitte Skov, der har været med til arrangere folkefesten for Jonas Vingegaard.

Borgerne havde taget opstilling langs vejen til byens park, nærmest som var det selve Tour-feltet, der skulle komme forbi.

- Det er helt vildt. Jeg synes ikke, at jeg har set så mange mennesker før. Det er fantastisk at se, at en lille by kan støtte så stort, siger Mette Pedersen, der bor i byen.

Først på aftenen ankom cykelstjernen så sammen med sin kæreste og lille datter. Se en reportage fra fejringen af Jonas Vingegaard øverst i artiklen.

I morgen fortsætter folkefesten, når cykelrytteren skal hyldes ved et officielt arrangement på Rådhustorvet i Skive.