Vingegaard modtages som helt i sin hjemby

Der bliver folkefest i Glyngøre, når Jonas Vingegaard vender hjem til Danmark efter sin imponerende debut i Tour de France.

Jonas Vingegaard (th.) sammen med Tadej Pogacar i den gule førertrøje.
Jonas Vingegaard (th.) sammen med Tadej Pogacar i den gule førertrøje.
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter et brag af en Tour kan Jonas Vingegaard se frem til en modtagelse i hjembyen, der matcher bedriften i Frankrig.

Det fortæller hans nabo i Glyngøre, efter Vingegaard øgede afstanden til nummer tre i klassementet på torsdagens etape.

- Vi er en stor flok, som synes, at Jonas selvfølgelig skal fejres. Der kommer mange mennesker på gaden, et arrangement i den lokale bypark og et kæmpe festfyrværkeri om aftenen. Der venter Jonas rigtigt mange gode ting, når han vender hjem, siger Susan Aaen, der er provst i Salling Provsti, i Go’ morgen Danmark.

Susan Aaen bor i Glyngøre, hvor hun er nabo til cykelrytteren Jonas Vingegaard.
Susan Aaen bor i Glyngøre, hvor hun er nabo til cykelrytteren Jonas Vingegaard.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En podieplads er ikke afgørende

Torsdag 'indrømmede' Vingegaard, at "det ser rigtig, rigtig godt ud for et podie i Paris," men for Susan Aaen er resultatet ikke det vigtigste.

- Vi er da helt oppe at køre over, at han klarer sig så godt. Men for os handler det ikke om, hvilken placering han får. Det er da fedt, han kommer på podiet, men det handler mere om den præstation, der ligger bag. Det handler om at have en hjerne, der kan spille sammen med de gode ben, og det har vi dyb respekt for, siger Susan Aaen.

Der er tre etaper tilbage af Tour de France, men kun to reelle muligheder for ændringer i klassementet. Den sidste etape køres altid neutralt ind mod Paris, inden lykkeriddere og sprintere kæmper om sejren.

Derfor skal Vingegaard 'bare' forsvare sin podieplacering på fredagens flade etape og lørdagens enkeltstart, hvor han regnes som favorit i forhold til de nærmeste konkurrenter.